Søg i denne blog

mandag den 19. december 2011

Nougatlagkage

 Super smuk og syndig nougatkage! Servér den som dessert eller inviter til julehygge, te og hjerteflet. – Og servér den iskold.

Nok til 8 personer (eller 6 hardcore kagespisere)




LAGKAGEBUNDE
3 æg
120 g sukker
1 ½  spsk. vand
65 g mel
25 g kakao
½ tsk. bagepulver
CREME
200 g blødt smør
200 g flormelis
200 g blød nougat, i grove stykker
korn af ½ stang vanilje
1 dl piskefløde
100 g hasselnøddeflager
Del æggene i hvider og blommer.
Pisk hviderne stive, kom et par skefulde af sukkeret i og pisk hviderne helt seje som til marengs.
Pisk æggeblommerne luftige med vand og tilsæt resten af sukkeret. Pisk æggeblommer helt lyse til luftigt skum. Bland mel, kakao og bagepulver. Vend forsigtigt æggeblommerne I hviderne, sigt melblandingen og fold det hele forsigtigt sammen.
Smør en springform (18 cm)  grundigt med smør og fyld dejen i formen.
Bag den ved 175 grader (ikke varmluft) ca. 30 minutter, eller til den er gennembagt. Tjek den med en strikkepind, hvis der ikke hænger dej fast på strikkepinden er kagebunden færdig.
Lad kagen køle helt af inden du flækker den på midten, så du får 2 bunde.
Pisk smør og flormelis med en elpisker i mindst 6 minutter. Kom nougat og vanilje i og pisk i yderligere  2 minutter. Tilsæt fløde til cremen er blank og smørbar.
Rist hasselnøddeflagerne let i en varm ovn eller på en tør pande. Lad dem køle af.
Fyld 1/3 af cremen mellem de to bunde. Læg dem sammen og smør resten af cremen udenpå kagen. Pynt siderne med let ristede hasselnøddeflager og sæt kagen kold. Servér samme dag eller dagen derpå.

TIP: Når du pynter en kage med creme, kan du lave en firkant af aflange stykker af bagepapir på den tallerken du vil servere på, sætte kagen i midten, så bagepapiret lige kommer under den, smøre kagen op og pynte den færdig. Fjern så forsigtigt bagepapiret inden servering, så er din serveringstallerken helt ren og fri for creme.

Af: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 18. december 2011

Rosmarin macaron

Rosmarinen giver disse små macarons et uventet, men bestemt klædeligt twist. Spis dem selv eller brug dem som gave.

Opskriften giver 15-20 styks





75 g æggehvider
20 g sukker
220 g flormelis
100 g mandelmel
evt. ¼ tsk. grøn frugtfarve
FYLD
75 g smør
75 g flormelis
1 tsk. fint revet økologisk limeskal
1 tsk. meget fint hakket rosmarin
Pisk æggehviderne næsten stive. Tilsæt sukker og pisk til hviderne er seje og blanke. Tilsæt frugtfarve.
Bland imens flormelis og mandelmel sammen. Sigt blandingen over i de piskede hvide og fold forsigtig det hele sammen.
Fyld blandingen i en sprøjtepose og sprøjt små cirkler af macronmasse ud på bagepapiret, 30-40 styk i alt. Lad dem stå på pladen i 15 minutter.
Varm imens ovnen til 160 grader (IKKE varmluft) og bag de små macarons i den forvarmede ovn i 10-15 minutter. Hold øje med dem, pludselig går det hurtigt. Tag pladen ud og lad kagerne sætte sig i et par minutter, inden du forsøger at tage dem af papiret.
Pisk imens smør og flormelis med en elpisker i mindst 5 minutter. Kom limeskal og rosmarin i.
Fyld de afkølede macarons med rosmarincreme og læg dem sammen to og to.
Opbevar de små macarons køligt indtil servering.

TIP: Du behøver jo ikke farve dine macarons. Jeg har et lidt blandet forhold til SÅ grøn kage, men nu er det jo jul.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 17. december 2011

Dadler med talleggio

Verdens nemmeste lille snack og noget af det bedste. Fed, salt ost, bløde dadler og sød ahornsirup. Win/win/win!




12 dadler
200 g Tallegio, uden skorpe
ahornsirup
Skær et lille snit i dadlerne og fjern stenen. Brug en madpincet eller en laksetang, det er nemmest.
Skær osten i 12 små firkanter og kom dem i dadlerne.
Anret dem på et fad og top dem med ahornsirup lige inden servering.
Servér straks med servietter ved siden af.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Line Falck

fredag den 16. december 2011

Urtesalt

Dejlig til dig selv, eller som en top overskudsagtig værtindegave.
Jeg blev inspireret af en tur i Alfred Vogels have - 





200 g skrællet knoldselleri
150 g pillede løg
100 g skrællet pastinak
4 fed hvidløg, pillede
2 laurbærblad
2 spsk. plukket timian
1 kg havsalt
Hak grøntsagerne helt fint på en foodprocessor, eller riv dem på et fint rivejern. Bland dem hakket laurbærblad og hakket timian. Rør salt i og lad blandingen trække tildækket natten over.
Bred massen ud i en stor bradepande og tør den i 12-15 timer ved 110 grader. Eller til saltet er helt tørt. Lad det køle helt af
Blend saltet i foodprocessoren, når det er helt tørt og afkølet.
Fordel det i skolede, helt tørre glas og opbevar saltet tørt og mørkt. Saltet kan holde sig utroligt længe, men vær opmærksom på at bruge rene skeer, når du tager af glasset.

TIP: Brug de urter du har; gulerod, persillerod, salvie, kørvel, oregano, porrer eller det du kan lide.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

torsdag den 15. december 2011

Fudge


Køb kondenceret mælk hos din gode grønthandler, eller hos Specialkøbmanden Gammel Kongevej 84, Frederiksberg
Eller online: specialkoebmanden.dk



200 g mørk chokolade
200 g kondenseret mælk
25 g smør
smør eller smagsneutral olie til formen
50 g mørk chokolade
Hak chokoladen groft og kom den i en kasserolle sammen kondenseret mælk og smør. Lad det smelte ved svag varme. Rør jævnligt så det ikke sætter sig på bunden.
Smør en form, gerne plastik, så er den nemmest at trykke ud, (ca. 19 x 19) med smeltet smør eller olie. Kom fudgemassen i formen og stil den koldt i minimum 3 timer.
Smelt 50 g chokolade og fyld den i en lille sprøjtepose.
Vend fudgen ud af formen og decorer den med smeltet chokolde. Lad chokoladen sætte sig i køleskabet. Skær fudgen i klodser. Pak fudgen i papir og opbevar dem køligt.

TIP: Du kan også komme hakkede nødder, gerne valnødder, i fudgen.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

onsdag den 14. december 2011

Snebolde med lemoncello


Køb en god limoncello og brug gerne en hjemmelavet marcipan. Så bliver man virkelig glad!
Opskriften giver nok snebolde til en sneboldkamp!





200 g marcipan (gerne hjemmelavet)
1 tsk. fintrevet øko citronskal
2 spsk. lemoncello
3 spsk. flormelis
evt. lidt flormelis til hænderne
150 g hvid chokolade
kokos
Ælt marcipanen sammen med citronskal, lemoncello og 3 spsk. flormelis. Brug lidt flormelis på hænder og bord, så det ikke klistre fast. Til kugler på størrelse med hasselnødder og sæt dem i køleskabet i 1 time.
Smelt chokoladen over vandbad. Pas på den ikke får for meget varme, tag den gerne af inden alt chokoladen er smeltet og lad den smelte færdig uden varme. Overtræk sneboldene med hvid chokolade og rul dem i kokos. Lad chokoladen størkne i køleskab inden servering.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

tirsdag den 13. december 2011

Popcakes

Popcakes = kager på pind. Og i dette tilfælde fyldt med dejlig rom. Overvej lige at lave dem uden rom, hvis der er børn i nærheden.....for de er jo ret tillokkende - også for børn ;-)



Vil du lave helt ”rigtige”, fjollede og mere kreative popcakes, kan du overtrække dem med candymelt. Jeg er helt klart mest til mørk chokolade.



400 g fugtig chokoladekage (se opskrift her)
75 g smeltet, mørk chokolade
2-3 spsk. mørk rom eller appelsinsaft
ENDVIDERE
200 g smeltet, mørk chokolade
slikkepinde pinde eller træspyd
PYNT, F.EKS:
krymmel
spiseligt glimmer
blomster
frysetørrede hindbær
hakkede nødder
smeltet hvid chokolade
Bræk kagen i stykker og rør den sammen med chokolade og rom med elpisker. Sæt massen koldt i 30 minutter. Form små kugler på størrelse med 2-kroner.
Dyp en pind i smeltet chokolade og stik den derefter ind i en kagekugle. Fortsæt med alle kagerne. Sæt dem koldt igen i mindst 20 minutter.
Overtræk popcakesene med chokolade og pynt dem som du bedst kan lide. Her med krymmel. Lad chokoladen sætte sig inden servering.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann