Søg i denne blog

fredag den 26. november 2010

Saltkringler

Super gode til ost, i (vinter-)picnickurven, på (tømmermands-)brunchbordet, eller i lommen når du bare går og savner Berlin, eller ikke ved om du bliver fanget i sneen og ikke kan finde en pølsevogne eller falafelbiks i miles omkreds.


Opskriften giver 12 små kringler - der hver og en kræver selskab af dejlige drikkevarer.



3½ dl sødmælk
2½ dl piskefløde
25 g gær
¼ dl sukker
1 tsk. salt
650 g mel + mel til udrulning
1 æg, pisket med 1 spsk. koldt vand
groft salt
Lun mælk og fløde op til ca. 37°. Opløs gæren i den lune mælk, og rør sukker og salt i. Bland melet i, og ælt, til dejen er blank. Den skal æltes grundigt, ca. 5 minutter i røremaskine. Sæt dejen lunt, og lad den hæve i 1 time. Del dejen i 12 stykker, og tril dem til fingertykke pølser. Form dem til kringler, sæt dem på bageplader beklædt med bagepapir, og lad dem hæve i yderligere ½ time.
Pensl kringlerne med pisket æg, og drys dem med groft salt. Bag dem i en forvarmet ovn ved 190° i 15-20 minutter.
Lad kringlerne køle lidt af inden servering.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

onsdag den 24. november 2010

Indisk!

Klik HER og bliv inspireret til spicy, sund indisk mad a la Go Morgen Danmark.


Eller se opskrifterne herunder.


Laver du alle tre retter er der mad nok til ca. 6 personer. Spis retterne med naan eller chapati, eller kog ris, gerne med kardemommekapsler og gurkemeje, for at komme helt i stemning.

AUBERGINEDAHL
1 aubergine
olie til stegning
1 løg, hakket
2 fed hvidløg, hakket
2 spsk. karry
1-2 tsk. spidskommen
½-1 tsk. cayennepeber (eller efter smag)
3 dl røde linser
ca. 1 liter vand
salt
Skær auberginen i små tern og steg dem i rigeligt olie i 5-10 minutter i en stor, varm gryde. Tilsæt løg og hvidløg og lad dem stege med kort. Tilsæt karry, spidskommen og cayennepeber og lad det stege kort.
Skyl linserne og kom dem i gryden, tilsæt halvdelen af vandet og lad dahlen småboble i 45-60 minutter, eller til linserne er udkogte og dahlen har konsistens som grød. Tilsæt mere vand undervejs.
Smag den til med rigeligt salt og servér den toppet med koriander.

INDIANSTYLE LAM
1½ dl kikærter, udblødte
600 g lam i tern

50 g smør, klaret
2 løg i både
3 fed hvidløg i tynde skiver
2 spsk. hakket ingefær
1½ spsk. garam masala
2 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. cayennepeber
1 dåse hakkede tomater, 400 g
3 dl vand, evt. lidt mere
salt
200 g babyspinat
TILBEHØR:
1 spsk. ingefær i tynde strimler
½ bundt koriander, plukket
yoghurt
lune fladbrød
citronbåde
Skyl de udblødte kikærter og kog dem under låg i ca. 45 minutter, eller til de er møre, men ikke udkogte.
Sautér lammet i klaret smør i en varm gryde. Kom løg og hvidløg ved, når lammet har godt med farve. Tilsæt ingefær, garam masala, spidskommen, cayennepeber, hakkede tomater og vand. Lad retten simre i 1-1½ timer under låg, tilsæt evt. mere vand undervejs. Krydr med salt. Tilsæt de kogte kikærter og lad dem varme igennem. Tilsæt til sidst spinaten og tag gryden af varmen. Smag til med salt og servér lammegryden toppet med ingefær og koriander. Giv ris eller naan til.

RAW MANGOCHUTNEY
1½ spsk. limesaft
1 spsk. flydende honning
½-1 rød chili, hakket (evt. uden alle frøene)
1 spsk. hakket skalotteløg
1 moden mangoer
2 håndfuld koriander, groft hakket
1 håndfuld mynte, hakket
salt
Rør limesaft og honning sammen. Kom chili og skalotteløg i dressingen. Skær siderne af mangoen, rundt om stenen. Skær kødet fri fra skindet og skær det i tern. Vend mangoen i dressingen sammen med  koriander og mynte. Smag til med salt og servér straks eller lad den trække i op til 2 timer.


Opskrifter: Louisa Lorang

tirsdag den 23. november 2010

Pizza med gorgonzola og ansjos

Jeg ÆÆÆÆÆÆÆÆÆLSKER blåost og ansjoser......og selvom du skulle tænke oh no eller addrrrr, eller det der er værre, så slap lige af og giv det en chance. For det er så dejligt, salt og syndigt og lige det jeg ønsker mig til aftensmad.


Opskriften giver 2 mellemstore pizzaer, nok til 2 personer.




25 g gær
1½ dl lunet vand (ca. 37°)
1 tsk. salt
½ tsk. rørsukker
2 spsk. olivenolie
100 g groft hvedemel
ca. 125 g fint hvedemel
mel til udrulning
ENDVIDERE:
2 fed hvidløg
½ dl olivenolie
salt
100 g gorgonzola
10-12 ansjoser
1 bøffelmozzarella (125 g)
100 g rucola
lidt citronsaft
Rør gær ud i lunet vand, og tilsæt salt, sukker og olivenolie. Kom melet i. Du skal måske bruge en smule mere eller mindre, det afhænger af dit mel. Rør eller ælt dejen, til den er glat og blank. Lad den hæve i 30 minutter.
Del dejen i to, og rul den tyndt ud på to stykker bagepapir. Pres hvidløget, og rør det med olie. Pensl pizzaerne med hvidløgsolie, og krydr dem med lidt salt. Top med gorgonzola, ansjoser og mozzarella. Bag pizzaerne en ad gangen på varme bageplader ved 230°, eller så varmt som muligt. De skal have mellem 6 og 12 minutter, alt efter ovn og tykkelse.
Top den varme pizza med rucola vendt med lidt citronsaft, og servér straks.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 20. november 2010

Lakrids choko-mandler

Hvis du nu har kastet dig ud i lakrids-crèmé brûlèen længere ned på siden, og stadig vil have lakrids. Så er disse nemme lakrids choko-mandler et super bud på weekendens syndighed.
Lav dem også gerne som en del af dit juleknas......måske er du allerede i julestemning??!
Opskriften giver mange mandler (men aldrig nok)



100 g mandler
150 g mørk chokolade
¼ dl lakridspulver
½ dl kakao
Rist mandlerne ved 180° i ca. 8 minutter. Lad dem køle helt af.
Smelt chokoladen over vandbad, og kom et par mandler ad gangen i chokoladen. Fisk dem op med en gaffel, og slå overskydende chokolade af på kanten af skålen. Bland lakridspulver og kakao, og vend de våde mandler i blandingen. Læg dem på bagepapir, og lad dem størkne helt inden servering.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann


Bonusinfo fra Nethe http://kogekone.blogspot.com/: Lakridspulver fås b.la. i helsekosten på Christianshavns Torv

onsdag den 17. november 2010

Mini tærter med blå ost og figner

Helt igennem snyd og bedrag....for her er ingen "rigtig" opskrift, men bare en forklaring på hvordan du lyn-tryller-dejlig-snack-til-din-torsdags-vino-frem. 
Så skriv huskelisten i dag og køb ind i morgen..............

Her er snyd til 4-8 personer. Hep!



4 plader butterdej
150 g blå ost – f.eks. roquefort
1 æg til pensling
4 figner
flydende honning
lidt frisk oregano
Skær butterdejen over i 4 stykker hver, så du har 16 stykker i alt. Tryk dejen lidt ned i midten og fordel osten på butterdejen. Pensl siderne med æg pisket med en smule vand. Bag tærterne i en forvarmet ovn ved 180 grader i 15-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Sæt tærterne på et fad eller en stor tallerken. Skær fignerne i 8 stykker hver og fordel dem på de varme tærter. Dryp med honning og drys med oregano og servér.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

tirsdag den 16. november 2010

Lakrids-crèmé brûlèe

Du kan købe lakridspulver hos http://specialkoebmanden.dk/
Har du ikke noget, kan du bruge en vaniljestang i stedet, og få en helt klassisk crèmé brûlèe ud af det. Og det er jo heller ikke dårligt!!!


Opskriften er til 4.




4 pasteuriserede æggeblommer
1 dl sukker
2½ tsk. lakridspulver
¼ liter piskefløde
1 dl sødmælk
ENDVIDERE:
1 dl rørsukker
Fyld en bradepande med 2-3 cm vand, og sæt den i en 140° varm ovn.
Pisk æggeblommerne og sukkeret let sammen. Pisk lakridspulveret i.
Kog piskefløden og mælken op. Tag gryden af varmen, og hæld ¹ af fløden i æggesnapsen, mens du pisker. Sæt gryden over varmen igen, og pisk æggemassen ned i resten af fløden, mens du pisker. Fløden skal legeres let, men pas på – får æggene for meget varme, klumper de. Tag gryden af varmen, og fordel cremen i 4 små crème brûlée-forme på ca. 1 dl. Sæt dem forsigtigt i vandbadet, og bag dem i 30-40 minutter. Cremen skal være let bævrende, når du puffer til formen. Tag crème brûléerne op af vandbadet, og sæt dem i køleskabet i mindst 4 timer, eller gerne natten over.
Drys de kolde cremer med rørsukker, og brænd dem med en crème brûlée-brænder. .Servér straks


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

mandag den 15. november 2010

Kylling med kokos og gurkemeje

Køb en ordenlig kylling (læs: øko). Så bliver du såååå glad, både i maven og i samvittigheden
Hep!
Opskriften er til 2-4 personer, alt efter kyllingen størrelse og jeres sult. Hos os passer den til 2 voksne og 2 børn.



1 kylling
olie til stegning
2 løg i både
3 fed hvidløg i tynde skiver
2 stilke bladselleri i tynde
skiver
1 spsk. hakket ingefær
1½ spsk. gurkemeje
½-1 tsk. cayennepeber
4 tomater i terninger
1 dåse kokosmælk (400 ml)
1-2 spsk. citronsaft
salt
ENDVIDERE:
1 lille bundt koriander,
plukket
TILBEHØR:
naanbrød
mangochutney
Del kyllingen i 8 stykker, og brun dem i olie i en varm stor gryde. Kom løg, hvidløg, bladselleri og ingefær i gryden, når kyllingen har taget godt med farve. Tilsæt gurkemeje, cayennepeber og tomater og derefter kokosmælk. Lad retten simre under låg i 25-35 minutter. Tag låget af gryden, og lad kyllingen simre i yderligere 10-15 minutter, eller til kyllingen er både gennemtilberedt og helt mør. Smag til med citron og salt.
Anret kyllingen med koriander, og servér straks med naanbrød og mangochutney.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 14. november 2010

Power juice

Super kick inden du skal møde den virkelige verden, efter sport eller hvis du har tømmermænd.

Hvis du ikke har en saftcentrifuge kan du blende spinaten med mango, limesaft og 75 cl god æblemost. Så får du en powersmoothie i stedet.

Opskriften er til 4 personer. 


2 mangoer
8 gulerødder
2 lime
4 æbler
250 g økologisk babyspinat
Skræl mangoer og gulerødder. Kom det hele i en saftcentrifuge og servér juicen straks med isterninger, eller opbevar den i en flaske med tætsluttende låg i køleskabet i op til 12 timer.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 13. november 2010

Avokadosalat med sesamdressing

Brug salaten som forret eller tilbehør til både fisk eller kød.

Dressingen er ret vanedannende, så gerne dobbelt portion. Den holder sig i op til en uge i køleskab

Opskriften er til 4 personer.


1½ spsk. sesamfrø
1 spsk. sukker
1 tsk. sesamolie
2 spsk. soja
1 tsk. risvineddike
2 spsk. vindruekerneolie
salt
ENDVIDERE
2 hjertesalater, plukkede
3 avokado, i skiver
plukket mynte
lidt limesaft
salt
1 spsk. sesam
limebåde
Rist sesamfrøene på en tør varm pande og knus dem derefter i en morter.
Rør sukker, sesamolie, soja, eddike, sesam og olie og smag til med salt. Anret salaten med avokado, mynte, lidt limesaft, salt og sesam og servér straks med dressing og limebåde.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto:: Anders Schønnemann

fredag den 12. november 2010

Gratinerede østers

Super-luksus-østers-mums til 2-4 personer.
Nyd dem som forret eller bare som snack :-)


Lav en hel menu der passer til, se: her




100 g smør
4 pasteuriserede ægge-blommer
½ dl hvidvin
2 spsk. vand
1 spsk. citronsaft
en smule salt
ENDVIDERE:
2 spsk. finthakket skalotteløg
3 spsk. æbleeddike
lidt hakket dild
12 østers
Smelt smørret. Kom æggeblommer, hvidvin og vand i en kasserolle, og pisk. Sæt kasserollen over lav varme, og pisk, til det skummer. Tilsæt langsomt det smeltede smør, mens du fortsat pisker, til saucen bliver tyk og blank. Løft af og til kasserollen af varmen, så det ikke går for hurtigt. Tag kasserollen af varmen, når piskeriset laver tydelige mærker i saucen; pisk fortsat, og smag saucen til med citron og salt. Hæld saucen over i en skål, og lad den stå ved stuetemperatur indtil brug.
Bland skalotteløg og eddike, og vend dild i lige inden servering.
Åbn østersene (hvis du ikke har fået din fiskehandler til det), løsn dem fra skallen, og kom en lille spiseskefuld sauce på hver. Brænd saucen med en crèmé brûlée-brænder, eller sæt dem under den gloende grill, til saucen bobler og bliver gylden og lige akkurat får en smule farve. Top med en smule vinaigrette, og servér straks (der må slubres!).


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

torsdag den 11. november 2010

Tofu i rød karry

Tofu er bestemt ikke en af de mest populære ingredienser. Men giv den lige en chance, for det smager faktisk rigtig godt. 
Jeg bryder mig ikke om tofu i glas, men fortrækker den indpakket i plastik som helsekosten har. Brug en neutral tofu til denne ret, men giv endelig den røgede eller den marinerede tofu en chance hvis du støder på den. Silketofu derimod er mest velegnet til dressinger eller i misosuppe.
Er du slet ikke overbevist? Så lav retten uden tofu eller erstat den med kyllingebryst.




150 g fast tofu i terninger
olie til stegning
3 spsk. rød karrypasta 
(eller efter smag)
1 tsk. sukker
200 ml kokosmælk
3 spsk. limesaft
2 spsk. fiskesauce
ENDVIDERE:
½ lille hvidkål i grove terninger
3 gulerødder i skrå skiver
TILBEHØR:
kogte ris, gerne grove
100 g ristede cashewnødder
½ bundt plukket koriander
Rist tofuen i olie i en varm wok i ca. 5 minutter, til den har fået lidt farve. Tag den op, og rist den røde karrypasta i wokken i 1 minuts tid. Tilsæt sukker, kokosmælk, limesaft og fiskesauce, og lad saucen boble i 5 minutter. Kom hvidkål og gulerødder i, og lad det hele boble i yderligere 3-5 minutter. Kom tofu i, og smag til.
Anret karryen på ris, og top med cashewnødder og koriander.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

onsdag den 10. november 2010

Perlebyg!

Hvad er perlebyg og hvordan kan du bruge det? 
Se videoen om perlebyg og bliv inspireret :-)

Salat med and, rødbede og gedeost

Det er Mortens aften  aften. Og selvom vi alle burde spise gås, er traditionen de fleste steder at meuen står på and.
Hos os er vi ikke super gode til at huske denne aften, så en nem salat med andebryst er lige mit niveau.


Opskriften er til 2 personer




4 store rødbeder
lidt ekstrajomfruolivenolie
1 andebryst
salt
1 spsk. flydende honning
1 spsk. balsamico
salt
ENDVIDERE:
100 g feldsalat
50 g ristede pinjekerner
100 g blød gedeost
Skræl rødbederne, og skær dem i både. Vend dem med lidt olie, og bag dem i en forvarmet ovn ved 220° i ca. 30 minutter, eller til de er møre med en smule bid. Rids skindet på andebrystet, og læg det med skindsiden nedad på en kold pande. Tænd for blusset ved middelvarme, og lad det stege sprødt og gyldent i ca. 6-7 minutter, eller til kødet er let rosa. Vend det, og lad det stege i yderligere 6-8 minutter på kødsiden. Krydr med salt, og lad brystet trække i 10 minutter, inden du skærer det ud.
Bland honning og eddike, og vend de varme rødbeder i dressingen. Smag til med salt. Anret salaten med rødbeder, pinjekerner, gedeost og and, og servér straks.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

tirsdag den 9. november 2010

Thunderball

Uhhhhmmmmmm....drinks.


Denne drink er meget simpel. jeg bruger en sukkersirup som laves af lige dele sukker og vand, der koges til sukkeret er smeltet og afkøles helt i køleskabet. Du kan anvende agavesirup i stedet for, hvis du synes det er nemmere.


Opskriften giver 2-4 drinks afhængig af tørst!



16-20 brombær
2 dl knust is
12 cl gin
6 cl sukkersirup
3 dl danskvand
brombær til pynt
evt. sugerør
Kom brombærrene i et højt glas og mos dem med en drinkspind eller en grydeske.
Fyld knust is, gin og sukkersirup i glasset og top med danskvand.
Pynt med brombær og evt. sugerør og servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Line Falck
Styling: Tine Berg / Louisa Lorang

Klar til Mortens aften?

er du klar til Mortens aften i morgen?
Klik her og lær at lave confiterede andelår med rødbedeslaw! (how to and!)

Eller klik i ind i morgen og få en super overskuelig andeopskrift ;-)

søndag den 7. november 2010

Indianstyle lam

Hold igen med cayennepeberen hvis du ikke er til det helt stærke. Prøv dig stille og roligt frem, for der er stor forskel på hvor meget smæk der er på.
Det smager også super dejligt med mangochutney til.

Opskriften er til 4 personer som hovedret


600 g lam i terninger
olie til stegning
3 løg, i både
3 fed hvidløg, i tynde skiver
3 spsk. hakket ingefær
2 spsk. garam masala
3 tsk. stødt spidskommen
2 tsk. stødt koriander
2 tsk. cayennepeber
2 dåser hakkede tomater (á 400 g)
3-4 dl vand
salt
300 g drænet yoghurt 10%
400 g kogte kikærter
TILBEHØR
2 spsk. ingefær i tynde strimler
koriander, plukket
yoghurt
citronbåde
lune fladbrød
Sautér lammet i olie i en varm gryde. Kom løg og hvidløg ved, når lammet har godt med farve. Tilsæt ingefær, garam masala, spidskommen, koriander, cayennepeber, tomater og vand. Lad retten simre i 50 minutter, under låg. Krydr med salt og tilsæt yoghurt og lad retten simre i yderligere 10 minutter uden låg, eller til kødet er mørt. Kom kikærterne i gryden. Lad dem simre med i 5 minutter. Smag til med salt og anret lammegryden med ingefær, koriander, yoghurt, lune fladbrød og citron. Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Yoghurt De Luxe

Dejlig søndags-morgen-yoghurt!

Nok til 4



1 dl grove havregryn
½ dl græskarkerner
1 knsp. salt
3 spsk. flydende honning
ENDVIDERE
400 g drænet yoghurt 10%
125 g brombær
ahornsirup
Vend havregryn, græskarkerner og salt og hæld det ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Kom honning på og rist det i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 15-20 minutter. Lad det køle helt af på pladen
Kom yoghurten i en frysepose eller en sprøjtepose og fordel den i 4 glas. Top med knas og brombær og hæld ahornsirup over. Servér straks med ekstra ahornsirup til.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

fredag den 5. november 2010

Østers med pico de gallo

Pico de gallo er en frisk hotsauce der passer perfekt til østers. Servér den evt. ved siden af, så dine eventuelle gæster selv kan justerer.

Opskriften her passer til mellem 1-2 eller 4 personer. Alt efter hvor stor en østers fan du er.





2 spsk. limesaft
1 tsk. sukker
2 tomater
1 lille salatløg
1 grøn chili (med eller uden kerner)
1 lille bundt koriander
salt
ENDVIDERE
16 østers
salt eller knust is (Vælg is hvis de ikke bliver spist med det samme)
limebåde
Rør limesaft med sukker til sukkeret er opløst. Skær tomaterne i kvarte og fjern kernerne. Skær tomatkødet i små bitte terninger. Hak løg, chili og koriander fint og bland det med tomater og limesaft. Smag til med salt.
Åbn østersene med en østerskniv. Anret dem på et stort fad med knust is og kom en smule pico de gallo på hver østers. Servér straks med limebåde til.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

onsdag den 3. november 2010

Kyllingespyd med miso

Servér spyddene som en del af en middag med mange små retter, eller servér dem med kogte ris og gerne sprød salat af kål til, hvis du vil bruge dem som hovedret.

Opskriften giver 12 spyd 
(nok til 4 personer som hovedret)


½ dl miso (gerne bygmiso, f.eks. fra Clearspring - tjek din helsekost)
1 dl mirin
½ dl soja
3 spsk. sukker
1 spsk. limesaft
ENDVIDERE
4 kyllingebryster
12 træspyd (sat i vand i mindst 30 minutter)
lidt olie til stegning
hakket forårsløg
sesamfrø
Kom miso, mirin, soja og sukker i en kasserolle og lad det koge op. Lad det simre i 6-7 minutter og træk kasserollen af varmen. Skær kyllingekødet i mindre stykker og sæt dem på spyd. Steg dem i lidt olie på en varm pande. Kom misosaucen over dem og lad den glaserer. Servér straks med forårsløg og sesamfrø.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

tirsdag den 2. november 2010

Müsli

Spis müsli med mælk eller på yoghurt med frisk frugt. 
Brug ekstra rosiner eller tranebær, hvis du ikke kan få fat på soltørrede blåbær.


½ dl mandler
½ dl græskarkerner
½ dl hasselnødder
8 dl havregryn
2 tsk. kanel
1 dl flydende honning
2 spsk. hørfrøkerner
½ dl soltørrede tranebær
½ dl sultana rosiner
½ dl soltørrede blåbær
Rist mandler, græskarkerner og hasselnødder i ovnen ved 200 grader i 5-10 minutter, til de er sprøde. Lad dem køle helt af.
Gnid de værste skaller af hasselnødderne og hak dem groft sammen med mandlerne.
Vend havregryn og kanel sammen og hæld det ud på et stykke bagepapir på en bageplade. Dryp honning over og sæt pladen i en forvarmet ovn ved 200 grader. Bag i ca. 15 minutter, vend jævnligt. Skru ovnen ned til 100 grader og lad havregrynene riste videre i yderligere 10 minutter, rør stadig et par gange. Lad havregrynene køle af på pladen.
Vend alle ingredienserne sammen og opbevar müslien i en lufttæt beholder.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

mandag den 1. november 2010

Tropejuice

Super frisk og sund juice, der ikke kræver en saftpresser, men kan klares i en blender. 
drik den om morgenen, som mellemmåltid, som dessert eller bare når du vil have lidt ny energi.

Opskriften er til 2-4 personer.



½ ananas, uden skræl og stok
2 passionsfrugter
1 mango, uden skræl og sten
3 dl isterninger
Kom det hele i en blender og blend i ½-1 minut. Servér straks med sugerør.

TIP: Spæd med lidt appelsin eller æblejuice, hvis din juice er lidt for tyk. Det afhænger af både din frugt og din blender.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann