Søg i denne blog

onsdag den 13. juni 2012

Dagens Dejlige - cupcake

Små blackbean cupcakes med jordbærskum. Haps siger jeg bare.


Kagen har jeg lavet til Samvirke. Jeg smider opskrift og link på så snart bladet er på gaden :)



Tekst & foto: Louisa Lorang

tirsdag den 12. juni 2012

Dagens Dejlige

Øko hotdog fra den økologiske pølsemand AKA DØP ved Rundetårn.
Liiiiige det jeg havde brug for!

Mini cæsarsalat

Der er intet bedre en små hapsere man lige kan serverer for sine gæster (og uden særligt besvær).
Disse små Spis-Med-Fingrene-Salater er perfekte som en snack før maden, eller måske til sommerens studenter?



Snack til 10-12 personer


2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
1 tsk. salt 
1 tsk. dijonsennep 
2 spsk. æbleeddike 
½ fed hvidløg, presset 
2 dl smagsneutral olie 
75 g fintrevet parmesan 
evt. 3 hakkede ansjoser 
ENDVIDERE:
4 kyllingebryster
lidt olie til stegning
salt
4 skiver rugbrød
olivenolie
salt
4 hjertesalater
2 potter brøndkarse
høvlet parmesan

Pisk æggeblommerne med salt, sennep, eddike og hvidløg. Tilsæt olien i en tynd stråle, lidt ad gangen. Kom parmesan i og evt. ansjoser. Smag dressingen til.
Steg kyllingebrysterne i en smule olie på en varm pande til de er gennemstegte. Krydr dem med salt. Lad dem køle en smule og skær dem i tynde skiver.
Skær rugbrødet i små tern, vend dem med olie og salt og rist dem i en 200 grader varm ovn i ca. 5 minutter, eller på en varm pande. Lad croutonerne køle af.
Pluk salaterne fra hinanden og skyl dem. Tør dem i et rent viskestykke og anret salatbladene på et stort fad.  Snit de inderste blade fint og vend dem med brøndkarse og en smule dressing.
Anret den marinerede salat i salatblade, kom kylling på og dryp evt. med mere dressing. Top med croutoner og parmesan og servér.

Opskrift & foto: Louisa Lorang

Sushibåd med røget laks

Denne opskrift er skøn til gæster der liiiige skal ha' en lille hapser. F.eks. til studenterne der springer ud lige om et øjeblik.
Jeg har brugt røget laks, så der er ikke noget med at fryse fisk eller ander. Det er bare derudaf.


Opskriften giver 10-12 små sushibåde.





RIS:
3 dl sushiris 
masser af koldt vand 
3½ dl koldt vand 
2½ spsk. riseddike 
1½ spsk. sukker 
½ tsk. salt 
MAYO:
1 dl mayonnaise
1-2 spsk. wasabipaste
2-3 spsk. limesaft
lidt salt
TOPPING & GEAR:
10 små engangs ”både” eller underkopper
evt. bananpalmeblade
300 g røget laks (gerne vild)
2 avokado, i skiver
½ -1 agurk, i små tern
2-3 forårsløg, snittede
radiser, i tynde skiver
sesamfrø
gari (syltet ingefær)

Skyl risene i koldt vand. Kom dem i en skål med masser af koldt vand, og vend dem rundt og rundt med hånden. Skift vandet, og bliv ved, til vandet er klart. Det tager uendelig lang tid, men selv jeg springer ikke over her. 
Lad risene dryppe af, og kom dem i en gryde med 3½ dl vand. Kog risene op, og lad dem simre under låg i 10 minutter. Sluk for risene, og lad dem trække i yderligere 10 minutter. Løft ikke låget! Rør imens eddike, sukker og salt sammen, til sukkeret er opløst, lun det evt. i en kasserolle, så det bliver helt opløst. 
Køl risene af, og vend lagen med risene.
Rør mayonnaise med wasabi, lime og salt. Smag til, den skal være stærk, men ikke overvælde det hele.
Klip små stykker af palmebladene og læg dem i ”bådene”. Kom en skefuld ris på og top med laks, avokado, agurk, forårsløg, radiser, sesam og ingefær. Top lidt mayo på og servér.

TIPS: 
  • Du kan sagtens bruge grødris i stedet for sushiris.
  • Er du rigtig overskudsagtig, kan du sylte din egen ingefær
  • Små "bambusbåde" kan købes blandt andet hos Skjalm P



Opskrift & foto: Louisa Lorang


mandag den 11. juni 2012

Smag på bogen LOKAL KÆRLIGHED

På torsdag udkommer kødbogen Lokal Kærlighed af drengene fra Nose2Tail
Jeg har fået lov til at kigge forbi til receptionen og "smage på bogen". Men jeg har også fået lov til at inviterer en læser+ledsager med.






Har du lyst til lidt kød og muligheden for at hænge med Martin og Teitur, der har lavet bogen - så skriv kort om dit favorit kød, så trækker jeg lod onsdag aften.




Og så LOVER jeg at udlodde bogen her på bloggen rigtig snart :-) Glæd dig!!!!



Syltet ingefær

Sylt din egen ingefær til sushi, sandwich, salater eller måske til en god gammel hakkebøf?
Ingefæren kan farves med rødbede. Det er smukt og nemt.

Opskriften giver et lille glas syltet ingefær.



2 dl sukker 
2 dl lagereddike
200 g ingefær 
2-3 skiver rødbede 

Kog sukker og eddike op i en kasserolle, til sukkeret er smeltet. Skræl ingefæren, og skær den i ultra tynde skiver, gerne på et mandolinjern. Skold et glas, og kom ingefær og rødbede i glasset. Hæld den varme lage over, og lad ingefæren trække i mindst 1 døgn 
inden brug. Opbevar den uåbnet i køleskab i op til 1 måned.

TIP: Giv gerne et glas syltet ingefær som værtindegave. Få flere ideer på Femina.dk

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 10. juni 2012

Dagens Dejlige

Kalles Kaviar!
Jep.....jeg elsker det. Og nu når øko-versionen er kommet, indrømmer jeg det også.

Kalle på æg, Kalle på knækbrød, Kalle på kartofler, Kalle på fisk, Kalle i dressinger. Jeg æder det hele ;)

Flere pinlige følger en af dagene!