Søg i denne blog

søndag den 16. oktober 2011

Chokoladecreme med estragon og brombær

Estragon, brombær og chokolade er en super kombi. Agavesiruppen gør det bliver super nemt at marinerer brombær….men en sukkerlage kan bruges, hvis du ikke har noget agave.
Vær opmærksom på at chokoladecremen helst skal laves dagen i forvejen.

Opskriften er til 6 personer. 4 hvis I er fans.

  



2 dl piskefløde
200 g mælkechokolade
2 dl piskefløde
ENDVIDERE
3 stilke estragon, plukket
125 g brombær
½  dl agavesirup

Kom 2 dl piskefløde i en kasserolle og varm den op til lige under kogepunktet. Tag den af varmen. Hak chokoladen fint og smelt den i den varm fløde.
Pisk 2 dl fløde til blødt skum. Vend chokoladecremen med flødeskummet og fordel massen i 6 små glas eller kopper. Sæt cremen kold, helst til næste dag eller mindst 3-4 timer.
Vend estragon og brombær i agavesiruppen.
Anret chokoladecremen toppet med brombær og servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Line Falck

tirsdag den 11. oktober 2011

Pinky Russian


Lige det jeg har brug for, inden jeg får 24 (!) børn i aldren 3-6 år til fødselsdag i morgen.....
....sov sødt! Jeg skal tidligt op og lave frugtspyd!

Opskriften giver 1 drink



2 cl vodka
2 cl kaluaha
1 spsk. hindbærsaft
½ dl stærk espresso (kold)
4-5 frosne hindbær

Ryst vodka, kaluaha, hindbærsaft og espresso sammen. Kom hindbær i et martini glas og top med drinken. Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Line Falck

Se flere drinks jeg elsker i MAD&Venners oktober nummer 

lørdag den 8. oktober 2011

Bøf bearnaise


Helt igennem klassisk bøf og bearnaise. Dog med lidt sprøde urter i saucen. De giver lidt tekstur og bid og smager skønt. Udelader du dem, er bearnaisen også dejlig og lidt hurtigere at lave. 
Og husk: Bearnaise er ret nemt at lave, men pas på, den ikke bliver for varm, så er der nemlig risiko for, at den skiller.
 


Opskriften er til 6 personer 




6 super flotte bøffer
lidt olie til stegning 
salt og peber 
BØNNESALAT: 
600 g grønne bønner 
1 bananskalotteløg, hakket 
lidt æbleeddike 
lidt olivenolie 
salt 
URTE-BEARNAISE: 
1 gulerod 
1 persillerod 
1 pastinak 
kogende vand 
1 dl hvidvin 
¼ dl æbleeddike 
2 spsk. finthakkede løg 
1 lille bundt estragon, stilkene 
4 pasteuriserede æggeblommer 
1 spsk. vand 
250 g smør, smeltet 
estragon-bladene, hakkede 
salt 
TILBEHØR: 
små kogte kartofler 

Nip enderne af bønnerne, og blanchér dem i 3-4 minutter i kogende saltet vand. Lad bønnerne dryppe af, og vend de varme bønner med skalotteløg, eddike og olie. 
Skræl gulerod, persillerod og pastinak, og skær dem i bittesmå terninger. Kom dem i en skål, og hæld kogende vand over dem. 
Kom hvidvin, eddike, løg og estragonstilke i en kasserolle, og lad det simre i 5 minutter. Pisk æggeblommerne i en kasserolle med 1 spsk. vand over svag varme. Kom lidt af eddikelagen i, og pisk, til æggeblommerne tykner en smule. Tag kasserollen af og på varmen, så æggeblommerne ikke får for meget varme. Hæld forsigtigt det smeltede smør i, uden at vallen kommer med (det hvide bundfald). Pisk, til saucen tykner, og tilsæt hakkede estragonblade og urter. Smag saucen til, og servér straks bøffer, bønner, bearnaise og kartofler. 




Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Femina messe 2011

Så er der livsstilsmesse med femina i Forum.
Jeg kigger forbi i dag og taler om mandelmælk, miso og mascarpone.
Kom og smag, få en snak eller lav ballade.

Opskrifterne kan du få her:


Jeg håber vi ses!

Kh Louisa

















Louisa er vild med herdagen og ”Vild med hverdagen” er præcis titlen på Louisa Lorangs seneste kogebog, som er opfølgeren til bestsellerne ”Vild med vegetar” og ”Vild med salater”. Louisa Lorang er uddannet kok og fast madskribent på FEMINA, hvor hun i flere år har leveret den faste ugentlige madplan ”Værsgo – mad til hele ugen”, som er inspiration til sund og lækker hverdagsmad for læserne. At det er hverdagsmaden, Louisa har kastet sin kærlighed på, kan vi alle være rigtig glade for – der ER jo flest hverdage i livet, og hvorfor ikke lave tirsdagen om til en lille kulinarisk fest? Du kender måske også Louisa fra ”Go’morgen Danmark”, hvor hun optræder jævnligt, og nu har du chancen for at møde hende i Demokøkkenet lørdag, hvor hun sikkert gi’r en smagsprøve. 

Lørdagens program

torsdag den 6. oktober 2011

Foie gras-terrine

Total luksus! De søde æbler og den bitre salat giver et skønt modspil til den fede terrine. Er der ikke lige frisé hos din grønthandler, kan du vælge at fintsnitte radicchio og vende den med de varme æbler. 


Nok til 6-8 personer, som forret




1 foie gras, ca. 550 g 
1 dl sauterne 
salt og peber 
SALAT MED ÆBLER: 
3 æbler 
lidt smør 
½ dl cognac 
salt 
1 stor frisésalat 
god olivenolie 
æbleeddike 
salt og peber 
TILBEHØR: 
ristet rugbrød 

Bræk leveren i stykker, og fjern den lille hinde i midten. Kom den i en skål, og hæld vin over den. Krydr med salt og peber, og lad den marinere i 2 timer i køleskab. 
Tag leveren op, kassér vinen, og kom leveren i en rugbrødsform eller som her en trekantsform. Sæt den i en bradepande, hæld kogende vand i bradepanden, til det dækker ca. halvvejs op. Sæt terrinen i en 95 varm ovn, og bag den i 35-50 minutter, eller til den er 50° i centrum. Lad den køle en anelse af, og hæld forsigtigt fedtet fra, men gem det. 
Klip et stykke pap ud, så det passer i formen. Læg et stykke film eller bagepapir på terrinen, og sæt den i let pres under en dåse i køleskab i 1 time. Fjern dåse, pap og papir, og hæld fedtet over. Lad terrinen sætte sig i 1-2 døgn i køleskab. 
Tag terrinen ud af køleskabet. Sæt den i varmt vand for at få siderne til at slippe formen, brug evt. en lille kniv til hjælp også. Vend den forsigtigt ud, og skær den i tykke skiver. 
Skær æblerne i både, og rist dem i smør på en varm pande. Hæld cognac på, og lad den dampe væk – flambér, hvis du har lyst til blær. Krydr æblerne med salt. 
Pluk friseen – man bruger det spæde, helt lysegrønne og kasserer det allermørkeste. Vend frisé, lune æbler, olie og eddike, og anret salaten. Krydr terrinen med salt og peber, og servér straks foie gras med salat og brød. 




Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

tirsdag den 4. oktober 2011

Pasta med pocherede æg

Næsten en carbonara!
Vælg de aller friskeste æg til pocherede, de er nemmere at styre. Og så er det bare at øve sig et par gange, hvis du ikke har prøvet det før. Det er nemlig fantastisk med pocherede æg, både på pasta, men bestemt også i salater på toast og på grove, tykke pandekager.


Opskriften er til 2 personer




100 g god bacon i terninger 
250 g frisk pasta, gerne fuldkornspasta 
salt 
3 fed hvidløg i tynde skiver 
olivenolie 
300 g babyspinat 
salt og peber 
1 spsk. smør 
ENDVIDERE: 
2 store æg 
2 tsk. eddike 
masser af revet parmesan 
peber 

Sæt rigeligt vand over til pasta og til æg. Salt begge dele gavmildt. 
Steg baconen på en varm pande, til den er gylden. Tag den af panden, og sæt den til side. 
Kog pastaen al dente, og dræn vandet fra. 
Rist hvidløgene i lidt olie på baconpanden (hæld evt. fedtet fra), de må gerne tage lidt farve. Kom spinat på panden, og lad den falde sammen. 
Vend pastaen sammen med spinat og smør, og smag til med salt og peber. Slå imens æggene ud i hver sin kop, og dryp med lidt eddike. Pochér dem forsigtigt i det kogende vand (nemmest, hvis du rører forsigtigt i gryden, så æggene ”svømmer” i ring). 
Servér straks pasta med bacon og pocherede æg.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 1. oktober 2011

Steak med mac'n'cheese

Okay! Jeg ELSKER mac'n'cheese. 
Vælg gerne bitre salater som tilbehør, de tager lissom toppen af det vamle.
Og det er weekend lidt endnu for pokker.......(så plads til lidt vammelt)


Opskriften er til 2




200 g macaroni, skruer eller anden  pasta 
salt 
1 spsk. smør 
1 spsk. mel 
2 dl mælk 
75 g gruyere eller 
primadonna, revet 
1-2 tsk. hakket grøn chilipeber 
smør til formen 
rasp til formen 
50 g brødkrumme 
1 fed hvidløg, revet 
1 håndfuld bredbladet persille, hakket 
50 g revet parmesan 
1 spsk. smør 
ENDVIDERE: 
2 store bøffer 
lidt olie til stegning 
1 tsk. dijonsennep 
1 spsk. flydende honning 
2 spsk. æbleeddike 
2 spsk. olivenolie 
1 lille radicchio 
100 g blandet salat 
salt og peber 

Tænd ovnen på 200°. 
Kog pastaen i saltet vand, til den er mør. Dræn vandet fra. 
Smelt smørret i en kasserolle; kom melet i og derefter mælken, lidt ad gangen. Pisk, til saucen er tyk og blank. Kom osten i, og lad den smelte. Tag saucen af varmen, og smag til med salt og chili. 
Vend pasta og ostesauce sammen, og fyld det i et smurt ovnfast fad drysset med rasp. Bland brødkrumme, hvidløg, persille og parmesan, og fordel blandingen på pastaen. Top med lidt smørklatter, og bag pastaen i den varme ovn i ca. 15 minutter, eller til den er gylden og sprød på toppen. 
Steg bøfferne i lidt olie på en varm pande. Krydr dem med salt og peber. 
Rør sennep, honning, eddike og olie sammen. Pluk radicchioen, og vend alle salaterne med dressingen. Smag til med salt og peber. 
Servér straks bøffer med mac’n’cheese og bitre salater.
 


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann