Søg i denne blog

mandag den 9. april 2012

Dagens Dejlige

Ja, det lyder måske mærkeligt. Men i dag var den dejlige, påskens sidste solæg med et glas crémant. Uhhh....det MÅ gå hen og blive en klassiker :-)

søndag den 8. april 2012

Dagens Dejlige

....var lammeryg hos svigerfamilien. Skøn hjemmeavl med hele balladen.
Her kan du se den nærmeste familie ( lammeryggens altså!)

lørdag den 7. april 2012

Dagens Dejlige

En pause fra påskemaden! Og en enkel hummus lavet på røde linser. Opskriften kommer til et morgentv nær dig om ikke så længe :)

Hot nudelsuppe med rejer


Når du får fat i galangarod (tjek dit asiatiske supermarked), så køb rigeligt. Det du ikke bruger med det samme, kan nemlig fryses. Og det er virkelig dejligt at have i nærheden når du leger med det asiatiske køkken.

Og når du skal købe store, rå rejer. Så køb bæredygtige. De findes i Irma fra Butlers Choise. Kan du ikke finde dem, så brug grønlandske rejer, og kom dem i i sidste sekund. Du VIL IKKE spise opdrættede, store rejer fra asien. De er proppet med antibiotika, lavet af børnearbejdere, og har ødelagt og efterladt udpint og ubrugelig jord. Og så smager de forfærdeligt! Pust.....så fik jeg lidt luft :-)

Opskriften er til 2 som hovedret.


1-2 spsk. rød karrypasta, efter smag
20 g ingefær i skiver
10 g galangarod, i skiver
1 lille bundt korianderstængler
3 limeblade
1 spsk. sukker
1 tsk. rejepasta – kan undlades
2-3 spsk. fiskesauce
¼ dl limesaft
1 liter vand eller hønsefond
ENDVIDERE
100 g nudler, gerne udon
125 g rå rejer, bæredygtige
1 håndfuld plukket koriander
2 forårsløg, i tynde skrå skiver
50 g enokisvampe

Kom rød karry, ingefær, galanga, korianderstilke, limeblade, sukker, rejepasta, fiskesauce, limesaft og vand eller hønsefond i en stor gryde og lad det småkoge i 20 minutter.
Sigt suppen og sæt den over blusset igen.
Kog nudlerne efter anvisningen på pakken og dræn vandet af dem.
Kom rejerne i suppen og lad dem koge med i 1-2 minutter, eller til de er lyserøde.
Fordel nudler, koriander, forårsløg og enoki i 2 store skåle og hæld suppen og rejer over.
Servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Line Falck

fredag den 6. april 2012

Dagens Dejlige

Ja, så sprang jeg vist en dag over!?! Så her kommer to grunde til at det skete. Begge fra Maria H' årlige påskefrokost. Den første og helt igennem skønne grund til pjæk fra bloggen i går var ribssnaps. En af 6 hjemmelavede snaps.
Og så et smukt påskelam. Her med squash, mandler og gedeost! Haps og god påske!

onsdag den 4. april 2012

Grød med rug og æbler


Totalt oldschool og så holder det bare så meget at spise grød til morgenmad. Denne grød har en længere tilberedningstid end f.eks. havregrød, så lav den klar dagen i forvejen og varm den, eller sæt den over mens du er i bad.

Opskriften er til 2 personer


½ dl perlerug
1 dl vand
3 dl mælk (evt. sojamælk)
1 dl havregryn
1 æble, revet
2 tsk. kanel
1 nip salt
sprøde æblechips
Skyl perlerugen grundigtog kom den i en gryde med 1 dl vand. Lad det koge under låg i 10 minutter, tjek undervejs at der ikke mangler vand. Tilsæt 3 dl mælk og kog i yderligere 5 minutter. Kom havregryn, et revet æble (med skræl), kanel og salt i og kog i yderligere 5 minutter. Rør undervejs. Smag til og servér straks med sprøde æblechips.
Jeg kan lide min grød tyk og rustik. Tilsæt mere mælk hvis du vil have den blødere.


TIP: denne opskrift indeholder ikke sukker, men mælk og æble gør den sødlig. Vil du have den endnu sødere kan du dryppe flydende honning på grøden inden servering.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Line Falck

Dagens Dejlige

.........er faktisk fra i går. Der spiste jeg hos Grønbech & Churchill.
Desværre var det ikke så dejligt som jeg havde forventet. Jeg er f. eks. ikke gammel nok til rå champignon - her på min vagtel.
Øv.