Søg i denne blog

søndag den 15. juli 2012

Yoghurt med druer og kokosknas

Morgenmad eller dessert til 2 personer

Knaset kan holde sig i 1-2 uger, så lav bare rigeligt. Vær sikker på at det er helt kølet af og opbevar det tørt og lufttæt.




1 dl grove havregryn
1/2 dl græskarkerner
1/4 dl kokosmel
100 g grønne druer
4 dl mangoyoghurt, f.eks. Savannah fra Thiese

Rist havregryn, græskarkerner og kokos på en varm, tør pande i 1-2 minutter, eller til det dufter af kokos og græskarkernerne er sprøde. Hæld det hele over på en tallerken og lad det køle af. Halvér druerne og fordel yoghurten i 2 dybe tallerkner. Top med knas og druer og servér straks.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Stine Christiansen / Skovdal.dk


lørdag den 14. juli 2012

Dagens Dejlige Multe

Frokost på Sønderho Kro. Ristet multe med ærter og kartofler. Og selvfølgelig med rose' til.

lørdag den 7. juli 2012

Jordbærmargarita


Nyd lige de danske jordbær i den her slambert! 

Opskriften er til 2 margarita-glade




MIX:
2 dl vand
3 dl sukker
½ dl limesaft
MARGARITAS:
1 dl mix
300 g frosne jordbær, let optøede
1 dl tequila
½ dl orangelikør
2-3 spsk. limesaft
2 dl isterninger
lime til kanten
sukker eller salt til kanten
limebåde
evt. sugerør

Kom vand, sukker og lime i en kasserolle og lad det simre til sukkeret er smeltet. Køl lagen af.
Blend 1 dl margaritamix, jordbær, tequila, orangelikør, isterninger i en blender og servér straks i margaritaglas. Du kan evt. have pyntet glassene med sukker eller salt. Dyp dem i limesaft, derefter sukker eller salt og sæt dem i køleskabet indtil brug. Pynt med lime og servér evt. med sugerør.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Stine Christiansen/Skovdal.dk
Se flere af mine opskrifter på Femina.dk

fredag den 6. juli 2012

Dagens Dejlige

Sen morgenmad på Meyers Deli;
Pocherede æg, hollandaise, rugbrød....så skønt!

onsdag den 4. juli 2012

Dagens Dejlige sild

Alt det skønneste fra marken, sild, øl og Søren Ejlersen der svinger kokkekniven = min skønne frokost hos Aarstiderne.

tirsdag den 3. juli 2012

Dagens Dejlige fritter

Ungerne er på ferie. Aftenmaden blev til masser af bobler og fritter med remo. Stil!!!!?!?!?

Islagkage med jordbær og skumfiduser

Okay, når sandheden skal frem er jeg ikke altid den vildeste overskuds hausfrau (uhhhhhh...den havde I måske alligevel luret) - så når det skal gå stærkt, er jeg seriøst fortaler for snyd. 
Det skulle det med denne islagkage, og samtidig skulle den give point hos 3-5 årige, især min egen (det er her skumfiduserne kommer ind i billedet).
Så here goes: 1 styk snyd og bedrag - det virkede for mig, håber også det virker for dig.

Opskriften er på 1 islagkage, nok til 8-10 personer




INGREDIENSER:
3 lagkagebunde, gerne fra bageren
2 liter god vaniljeis
1 bakke jordbær
1/4 dl piskefløde
1/2 stang vanilje
1/2 dl flormelis
1/2 bakke jordbær til pynt
1 pose hvide skumfiduser

Sæt en springform uden bunden på en stor tallerken eller fad. Læg en lagkagebund i. Den skal nogenlunde passe, ellers skær den til.
Blend (i en foodprocessor) is med jordbær. Jeg gjorde det af to omgange, men flest jordbær i den ene gang, det ser pænt ud, når man skærer islagkagen.
Fyld halvdelen af jordbærisen i formen. Læg endnu en bund på. Kom det sidste is i formen og læg den sidste bund øverst. Sæt kagen i fryseren i mindst 1 time.
Pisk fløden stiv med vaniljekorn og flormelis. 
Tag formen af islagkagen og smør et lag flødeskum på kagen. Sæt den i fryseren igen i ca. 10 minutter. Fyld resten af flødeskummet i en sprøjtepose, gerne med en stjerne tyl. Sprøjt en kant på kagen og frys igen i mindst 1/2 time eller til næste dag (det er nemlig dét der er smart!!!)
Tag kagen ud af  pynt med jordbær og skumfiduser - klip dem i mindre stykker, hvis de er meget store. Lad kagen stå ved stuetemperatur i 20-30 minutter inden servering.

Opskrift & fotos: Louisa Lorang