Søg i denne blog

tirsdag den 20. september 2011

Lynstegt oksekød og bønner og mynteknas

Wokretter er noget af det nemmeste, hurtigste og ofte sundeste man kan lave til aftensmad.
Men når jeg skal have ris til fortrækker jeg brune, grove ris - og de tager en krig at koge.
Prøv at vente med at salte - det forkorter faktisk kogetiden vildt meget. 
Altså; skyl risene, kom dem i kogende usaltet vand og kog dem møre under låg. Salt lige inden servering.

Opskriften er til 2 personer


1 håndfuld plukket mynte 
1 tsk. chiliflager 
1 spsk. sesamfrø 
ENDVIDERE: 
3 fed hvidløg i tynde skiver 
olie til stegning 
200 g grønne bønner, nippede 
2 løg i både 
300 g mørt oksekød i 
tynde skiver 
1 tsk. sukker 
1 dl østerssauce 
2-3 spsk. fiskesauce 
½ dl vand 
TILBEHØR: 
kogte, grove ris 

Snit mynten fint, og vend den med chili og sesamfrø til mynteknas. 
Sautér hvidløget i lidt olie i en stor, varm wok. Kom bønnerne ved, og lad dem stege i 1-2 minutter. Tilsæt løgene, og lad det hele stege i yderligere 1-2 minutter. Bønnerne skal være tilberedte, men må gerne have lidt bid. Tag grøntsagerne op af wokken, og stil dem til side. 
Varm wokken helt op igen, og kom lidt mere olie i. Steg oksekødet, til det har fået godt med farve. Kom sukker, østerssauce og fiskesauce ved. Kom grøntsagerne tilbage i wokken. Spæd med en smule vand, og smag til (evt. med mere fiskesauce eller sukker). 
Servér det lynstegte oksekød toppet med mynteknas, og servér straks med kogte ris. 


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

mandag den 19. september 2011

Pasta med ristede svampe

Less IS more. 
Denne ret tager ca. 11 minutter at lave - og laver du pastaen selv + 30 minutter. Det er sgu da fast food der holder!
Giv retten et ordenligt skud revet Pecorino - så bliver man sååååå glad.

Opskriften er til to personer




400 g blandede svampe, f.eks. østershatte, champignoner, kantareller 
olivenolie 
3 fed hvidløg i tynde skiver 
salt og peber 
1 tsk. fintrevet økologisk citronskal 
ENDVIDERE: 
250 g frisk båndpasta 
salt 
revet pecorino 
TILBEHØR: 
sprød salat 
Sæt vand over til pasta. 
Skær eller pluk svampene i mindre stykker. Rist dem i olivenolie på en stor, varm pande. Kom hvidløg ved, og lad begge dele blive let gyldne. Krydr med salt, peber og citronskal. 
Kom pastaen i rigeligt kogende og saltet vand, og lad den koge, til den er al dente. Dræn vandet fra, men gem lidt. 
Kom pastaen på panden sammen med svampene, og vend det hele sammen. Tilsæt evt. en smule af kogevandet. Smag til med salt og peber, og servér straks toppet med revet pecorino. Giv salat til, toppet med rødløg og krydret med olie, eddike, salt og peber.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 18. september 2011

Salat med rødbede, bresaola og smørristede hasselnødder

En  smuk og fyldig efterårssalat.
Brug den som forret, frokostret eller som en del af et tag-selvbord.

Vælg din favorit blå ost. Jeg er super glad for Blå Kornblomst.
Kan du ikke skaffe bresaola, er salaten også dejlig med lufttørret skinke, eller helt uden kød. De smørristede hasselnødder er prikken over i’et!

Opskriften er til 6-8 personer



200 g hasselnødder
50 g smør
salt
400 g små rødbeder
ENDVIDERE
2 tsk. dijonsennep
1 spsk. flydende honning
3 spsk. æbleeddike
5 spsk. olivenolie
6 hjertesalater
200 g Blå Kornblomst (eller anden blå ost)
200 g bresaola
evt. groft brød
Rist hasselnødderne i en 200 grader varm ovn til de begynder at smide den brune hinde. Lad dem køle lidt og gnid hinden af dem (bare sådan nogenlunde, hvis der er noget tilbage – er det bare helt ok). Skrub eller skræl rødbederne og bag dem i den varme ovn til de er møre – ca. 30-35 minutter.
Smelt smørret i en lille kasserolle. Hæld det klare, smeltede smør i en kop. Kassér den hvide valle i bunden af kasserollen.
Kom smørret på middelvarm pande og rist nødderne i det klarede smør til de er lækre og gyldne. Krydr dem med salt.
Rør dijon, honning, eddike og olie sammen. Vend rødbederne med halvdelen af dressingen.
Pluk salaterne groft og anret dem på et stort fad. Bryd osten over salaten og fordel bresaola, rødbeder og hasselnødder ovenpå. Top med resten af dressingen og servér straks, evt. med groft brød til.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 17. september 2011

Brombær-æbletærte

Super nem tærte med de allersidste brombær og de skønneste, danske æbler. Kom ikke her med Pink Lady!

Opskriften rækker til 6 personer



TÆRTEDEJ: 
150 g valnødder 
400 g hvedemel 
50 g sukker 
½ tsk. salt 
200 g koldt smør 
2-3 spsk. koldt vand 
smør til formen 
ENDVIDERE: 
2 æbler 
375 g brombær 
50 g sukker 
½ stjerneanis, knust fint 
VANILJEFLØDE: 
¼ liter piskefløde 
1 spsk. flormelis 
korn af ½ stang vanilje 
Mal valnødderne fint i en foodprocessor. Bland valnøddemel, hvedemel, sukker og salt. Skær smørret i terninger, og ælt det med melet. Overælt ikke, men saml bare lige dejen. Saml den helt med koldt vand, og sæt den koldt indtil brug. Skræl æblerne, og skær dem i terninger. Vend æbler, brombær, sukker og stjerneanis sammen. Rul dejen ud, og læg den i en smurt tærteform (22 x 22 cm). Prik den med en gaffel, og forbag bunden ved 200° i 10 minutter. Kom brombærfyldet i tærten, og bag den i den 200° varme ovn i ca. 30 minutter. Pisk fløden til blødt skum. Pisk flormelis og vaniljekorn i til sidst. Servér tærten lun eller ved stuetemperatur med vaniljefløde til. 

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 4. september 2011

STEGTE KYLLINGEVINGER MED BLUECHEESE DRESSING

Af en eller anden grund er det næsten umuligt at opdrive kyllingevinger UDEN grill eller Bar B Q smag….Sørgeligt, for disse vinger her er virkelig toppen. Spørg efter dem – øko, selvfølgelig!
Spis med fingrene og smask igennem.


Opskriften er til 6 personer som forret eller snasket snack



4 dl hvedemel
2 spsk. sød paprika
2 tsk. cayennepeber
2 spsk. løgpulver
1 spsk. groft salt
16-20 kyllingevinger
rigeligt olie til stegning
ENDVIDERE
2 dl æbleeddike
2 dl muscovadosukker
3 fed hvidløg, fint hakkede
1 spsk. fint hakket ingefær
¼ dl soja
1 spsk. maizena
1-2 spsk. vand
BLUECHEESEDRESSING
100 g blå ost, gerne Blå Kornblomst
100 g drænet yoghurt 10%
1 spsk. citronsaft
salt
TILBEHØR
bladselleri
Bland mel, paprika, cayennepeber, løgpulver og salt sammen i en stor frysepose. Kom vingerne i posen og ryst den.
Steg vingerne på en stor, varm pande i rigeligt olie, til de er gyldne og gennemstegte – ca. 10 minutter.
Kom imens eddike, muscovadosukker, hvidløg, ingefær og soja i en kasserolle og kog det op. Bland maizenaen med lidt vand og rør blandingen i den varme dressing. Lad det koge op igen. Tag dressingen af varmen og lad den køle en smule.
Blend ost og yoghurt sammen og smag til med citron og salt.
Kom dressingen i en stor skål og vend de varme, stegte kyllingevinger med dressingen, efterhånden som de er færdige.
Servér straks kyllingevinger med bluecheesedressing og bladselleri.
Husk servietter.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann








lørdag den 3. september 2011

Salat med kylling og nudler

Super nem aftensmad, der sagtens kan laves med en rest kylling fra gårsdagens middag. Brug også gerne salaten som frokost - måske i madkassen.

Opskriften er til 2 personer



2 kyllingebryster 
olie til stegning 
salt 
ENDVIDERE: 
¼ dl limesaft 
3-4 spsk. fiskesauce 
2 tsk. sukker 
1 grøn chilipeber i tynde skiver, eller efter smag 
100 g risnudler 
1 lille icebergsalat 
1 bundt koriander, plukket 
½ bundt mynte, plukket 
1 bundt forårsløg, tyndtsnittet 
1 spsk. sesamfrø 

Steg kyllingebrysterne i olie på en varm pande, til de er gennemstegte. Krydr med salt. Lad dem køle en smule af, og skær dem i skiver. 
Rør limesaft, fiskesauce, sukker og chili sammen. 
Kog imens nudlerne efter anvisningen på pakken (afhængig af nudeltype plejer jeg bare at hælde kogende vand over dem og lade dem trække). Lad dem dryppe af, og vend dem med halvdelen af dressingen. 
Pluk salatbladene fra hinanden, og anret dem i en meget stor skål eller på to store tallerkener. Top med nudler, koriander, mynte, forårsløg, kylling og sesamfrø. Dryp resten af dressingen over salaten, og servér straks.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

torsdag den 1. september 2011

Blomkåls-porresuppe

Enkel, sund hverdagssuppe. Servér den med syndige ostebrød eller blot med godt rugbrød.


Opskriften er til 2 personer.




2 porrer i skiver 
3 fed hvidløg i skiver 
olie 
1 lille blomkål i mindre stykker 
evt. 1 dl hvidvin 
1,2 l grøntsagsbouillon, gerne Herbamara
salt 
ENDVIDERE: 
1 fladbrød 
100 g revet ost, comté eller primadonna 
lidt olivenolie 
50 g ristede mandler 
½ bundt oregano, 
groftplukket 
TILBEHØR: 
evt. ekstra brød

Skær porrerne i skiver, og sautér dem i olie i en stor, varm gryde sammen med hvidløget. De skal ikke tage farve. Kom blomkålen ved, og lad det stege lidt, stadig uden at det tager farve. Hæld vinen på, og lad det koge op. Tilsæt bouillonen, og lad suppen snurre under låg i ca. 25 minutter. Tjek, om grøntsagerne er helt møre. Blend suppen med en stavblender, og smag til med salt. Spæd med kogende vand, hvis den er for tyk. 
Skær imens fladbrødet over, og top den ene halvdel med revet ost. Læg den anden over, og steg brødet på en tør, varm pande, til osten smelter. Skær ostebrødet i mindre stykker. 
Anret suppen i varme dybe tallerkener, og top med lidt hakkede, ristede mandler og oregano. Servér straks med ostebrød til. 


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann