Søg i denne blog

mandag den 20. december 2010

Rødbedesild

Det er altid vigtigt, at have en ordentlig hygiejne i køkkenet. Men når man sylter, hvad enten det er sild, sødt eller surt, er det særdeles vigtigt at hygiejnen er helt i top. Når du håndterer sildene kan du evt. anvende gummihandsker (egnet til madlavning), for at undgå at overfører bakterier til fisken. Vask under alle omstændigheder dine hænder en ekstra gang.

Hvis du støder på saltede sild (spegesild), kan du udvande dem og sylte dem fra bunden. Det er toppen af poppen - men de er ikke så nemme at få fat på.

Opskriften giver 2 glas.


½ liter sukker
½ liter klar lagereddike
4 laurbærblade
1 spsk. peberkorn
1 spsk. korianderfrø
10 nelliker
10 mini rødløg (eller små skalotteløg)
2 rødbeder
2 glas gammeldags modnede sild (400 g drænet vægt)
Kom sukker, eddike, laurbærblade, peber, koriander og nelliker i en gryde og lad det koge op til sukkeret er smeltet.
Pil rødløgene og kom dem i lagen. Lad løgene simre med i ca. 10 minutter.
Skræl rødbederne og skær dem i ultra tynde skiver, gerne på et mandolinjern. Kom rødbederne i gryden og lad lagen koge op. Tag gryden af varmen og lad lagen køle helt af.
Tag sildene op af glasset og dyp dem tørrer på køkkenrulle. Skær dem i mundrette stykker og fordel dem i 2 mindre, skoldede sylte glas. Hæld lagen over og luk lågene tæt. Opbevar dem koldt.
Sildene er klar til servering efter 1 døgn. De kan holde sig i op til 8 dage i køleskab.
Servér dem gerne med rugbrød, cremefraiche, dild og de syltede løg og rødbeder.

Af: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 19. december 2010

Røget laks med flødepeberrod

Top hurtige appetitvækkere.
Vælg den bedste laks du kan opdrive, så bliver du glad!!!
Og husk at peberroden godt må bide lidt igen, når du smager fløden til.



3 skiver pumpernikkel
lidt olivenolie
flagesalt
1 dl piskefløde
1 tsk. dijonsennep
masser af revet peberrod
150 g røget laks
ENDVIDERE
revet peberrod
dild kviste
limebåde
Skær brødet i kvarte, så du har 12 stykker i alt. Læg dem på bagepapir og dryp med olie og salt. Rist dem i en forvarmet ovn ved 185 grader i ca. 10-15 minutter, til de er sprøde. Lad dem køle lidt. Pisk fløden til skum og smag til med sennep og peberrod.
Smør lidt flødeskum på hvert stykke brød. Skær laksen i 12 små stykker og anret laksen på de små brød, top med dild og pynt med revet peberrod. Servér straks med limebåde til.

Af: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 18. december 2010

Dadler med tallegio

Lav dadlerne klar og smid dem i en forvarmet ovn, når gæsterne ringer på døren. De er bedst varme, og du er bedst når forarbejdet er lavet.

Opskriften er til 3-4 personer som snack




12 store dadler
150 g tallegio, skåret i 12 stykker
ca. 80 g lufttørret skinke (6 skiver)
Skær et snit i toppen af dadlerne og fjern forsigtigt stenene. Fyld dadlerne med ost. Skær skinken over på midten, så du har 12 lange stykker i alt, og rul den om dadlerne. Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 6-8 minutter, eller til skinken er sprød og osten varm.
Servér straks.


Af: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

fredag den 17. december 2010

Hyldebærtoddy med tuille

Brug den varme drink i stedet for gløgg. Den varmer dejligt og smager friskt af både citron og lakrids.
Lakridspulver kan købes i helsekostforretninger og i nogle hobbyforretninger. Kan du ikke skaffe det kan tuillen sagtens laves uden eller bruge knust anis.

Opskriften giver mange tuilles, men drinken er til 4



TUILLE
50 g smør
1½ æggehvider
50 g flormelis
50 g mel
Evt. 2 spsk. lakridspulver
Smelt smør og rør det hele sammen. Rør lakridspulver i massen. Sæt dejen i køleskab i minimum 30 minutter.
Opvarm ovnen til 175 grader og smør dejen op på en silikonemåtte (evt. et stykke bagepapir) med en palet.
Bag i ovnen i 3-6 minutter – hold øje.
Tag dem ud af ovnen og lad dem køle på pladen. Servér til hyldebærtoddyen.
Hvis du ønsker snoede tuilles kan du sno dem rundt om skaftet på en grydeske mens de stadig er varme. tag kun en ud af ovnen ad gangen, så undgår du nemmere at de knækker.

HYLDEBÆRTODDY
2 dl koncentreret hyldebærsaft
3 dl vand
2 stjerneanis
Skal af ½ økologisk citron
3 spsk. citronsaft
1 dl vodka
Varm hyldebærsaft med vand, stjerneanis og citronskal. Smag den til med citronsaft. Tag den af varmen og tilsæt vodka.
Servér i glas med en sprød tuille til.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Hausfrau-kage-pynt

PYNT TIL DU SKAMMER DIG!
......og hos mig skal der heldigvis meget til at jeg skammer mig, så jeg pynter derudad.

Se klippet her fra Go Morgen Danmark - og få opskrifterne her på siden.




GINGERBREAD COOKIES
Mange

125 g smør
100 g muscovadosukker eller brun farin
4 spsk. mørk sirup
325 g hvedemel
1 knsp. salt
1 tsk. natron
2 tsk. stødt ingefær
½ tsk. stødt allehånde
Smelt smør, sukker og sirup i en kasserolle, under omrøring. Sigt mel, natron, salt, ingefær og allehånde i en skål og rør den smeltede sukkermasse i. Rør til dejen er fast og nem at arbejde med.
Rul dejen ud i ca. ½ cm tykkelse på et bord drysset med mel.
Dejen er nemmest at arbejde med når den er lun, så brug den med det samme.
Stik figurer ud efter ønske og bag dem på en bageplade med bagepapir i en forvarmet ovn ved 170 grader i 8-10 minutter, eller tril de er gyldne og bagte.
Lad dem køle af på pladen.             

ROYAL ICING

Denne opskrift er på hvid glasur. Kommer du f.eks. flydende frugtfarve i, skal du bruge lidt mere flormelis. Men pas på at glasuren ikke bliver for tyk, så kan du nemlig ikke ”tegne” i den.

½ dl æggehvide
Ca. 150 g flormelis

JULE-CUPCAKES MED CHOKOLADE OG PEBERMYNTE
20 mini cupcakes – eller 10 almindelige

CUPCAKE
250 g blødt smør
175 g sukker
Korn af ½ stang vanilje
100 g smeltet, mørk chokolade
2 små æg
2 spsk. kakaopulver
225 g mel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 knsp. salt
1 dl mælk eller fløde
Evt. papirsforme
GLASUR
250 g mascarpone
korn af ½ stang vanilje
350 g flormelis
PYNT
Knuste pebermynte bolcher, glimmer eller sølvkugler
Pisk smør, sukker og vanilje hvidt og luftigt med en elpisker.  Smelt smørret og pisk det i smørret. Kom æggene i et af gangen mens du fortsat pisker. Bland mel, kakaopulver, bagepulver, natron og salt og sigt det i dejen. Tilsæt til sidst mælk eller fløde og pisk til massen er samlet og glat. Fyld dejen i en sprøjtepose og fordel den i muffinforme. De skal kun fyldes halvt op.
Bag kagerne ved 165 grader, varmluft (175-180 i alm. ovn) i 15-25 minutter, eller til de er gennembagte, alt efter størrelse. Lad dem køle af inden du giver dem glasur.
Pisk mascarpone og vanilje sammen og tilsæt flormelis lidt af gangen, mens du fortsat pisker.
Kom glasuren i en sprøjtepose og sprøjt den på kagerne, eller smør glasuren på med en palet.
Pynt med knuste pebermyntebolcher eller andet gear og servér


DET KAN DU BRUGE:
Knuste bolcher
Små chokoladepastiller
Sukkerkugler
Guldstøv
Sølvkugler
Spiseligt glimmer
Glimmersukker
Perlesukker
Krymmel
Og meget andet (indtil du skammer dig!)

Du kan købe frugtfarve, sukkerkugler, krymmel mm. i de fleste større supermarkeder.
Du kan købe flere farver, glimmer, guld og sølv hos http://specialkoebmanden.dk/

Af Louisa Lorang

torsdag den 16. december 2010

Peanutbutter fudge

Du kan bruge enten cremet eller grov peanutbutter. Det er en smagssag, om du kan lide de små stykker peanuts i din fudge. Køb kondenseret mælk hos din etniske grønthandler eller i dit asiatiske supermarked.
Spis det hele selv (det gør jeg) eller gi noget til de sødeste du kender.


Opskriften giver 30-36 styk






200 g mælkechokolade
200 g peanutbutter
1 dåse kondenseret mælk, 400 g
smør til formen
Hak chokoladen, og kom den i en kasserolle sammen med peanutbutter og kondenseret mælk. Rør i gryden, så massen ikke sætter sig. Når massen er smeltet og har samlet sig til en blank masse, kommes den over i en smurt ca. 18 x 18 cm stor form, gerne én i plast. Sæt fudge’n i køleskabet i minimum 3 timer, gerne til næste dag. Tryk den forsigtigt ud af formen, og skær den i små firkanter. Servér dem kolde til sukkergrise!


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Columbus Leth

.

onsdag den 15. december 2010

Julekage

Kagen er ret tung, så her er nok til 8 kagesultne eller 12 - måske flere - af dem der vil have lidt sødt til kaffen.
Jeg må inderømme at jeg ikke er sååååå god (læs tålmodig), når jeg skal rulle marcipan ud, så jeg bestiller det dagen i forvejen fra min bager ;-) -
- men du kan selvfølgelig bare gøre det selv!



250 g smør, blødt
200 g molasses sukker
4 æg
2 spsk. whisky eller bourbon
revet skal af 1 citron
revet skal af 1 appelsin
150 g hvedemel, sigtet
1 knsp. salt
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt nellike
½ tsk. stødt allehånde
150 g store rosiner
150 g valnødder, hakkede
100 g mandler, hakkede
150 g soltørrede tranebær
50 g mel
ENDVIDERE
1 færdigkøbt marcipanlåg (38 cm)
1 pasteuriseret æggehvide
1 knsp. salt
ca. 3 dl flormelis
tranebær til pynt
laurbærblade til pynt
spiseligt guldglimmer til pynt
Pisk smør og sukker luftigt med en elpisker. Kom æggene i og derefter whisky, citronskal og appelsinskal. Bland 150 g mel, salt, bagepulver, natron, kanel, ingefær, nellike og allehånde og sigt det hele i æggemassen. Rør dejen sammen og vend rosiner, valnødder, mandler og tranebær med de sidste 50 g mel. Vend frugt og nødder i dejen og rør igen.
Smør 1 springform (22 cm) og fyld dejen i. Bag kagen i en forvarmet ovn ved 150 grader (ikke varmluft) i 1 time og 20 minutter, eller til den er gennembagt (tjek med strikkepind). Dæk den til halvvejs med sølvpapir, hvis den begynder at tage for meget farve.
Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af i 30 minutter, inden du tager den ud af formen.
Lad kagen køle helt inden du pynter den, evt. til næste dag.
Læg marcipanlåget på kagen og skær det til, så det passer hele vejen rundt. Pisk æggehviderne med en smule salt og derefter flormelis. Glasuren skal være tyk og kridhvid. Smør den ud på kagen og lad den løbe lidt ned af siderne. Pynt med tranebær, laurbærblade og guldglimmer.
Lad kagen størkne inden servering – det tager et par timer.
Hvis du ikke vil serveres kagen samme dag, så lad glasuren størkne helt. Dæk kagen til og opbevar den i køleskab.


Opskrift:Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann