Søg i denne blog

torsdag den 17. november 2011

Peberkager med pynt-til-du-skammer-dig-glasur



Opskriften giver mange, pynteklar kager


125 g smør 
100 g muscovadosukker eller brun farin 
4 spsk. mørk sirup 
325 g hvedemel 
1 knsp. salt 
1 tsk. natron 
1 tsk. stødt ingefær 
½ tsk. stødt sort peber 
½ tsk. stødt allehånde
 
Smelt smør, sukker og sirup i en kasserolle under omrøring. Sigt mel, natron, salt, ingefær, peber og allehånde i en skål, og rør den smeltede sukkermasse i. Rør, til dejen er fast og nem at arbejde med. 
Rul dejen ud i ca. ½ cm’s tykkelse på et melstrøet bord (dejen er nemmest at arbejde med, når den er lun, så brug den med det samme). Stik figurer ud efter ønske, og bag dem på en bageplade med bagepapir i en forvarmet ovn ved 170° i 8-10 minutter, eller til de er gyldne og bagte. 
Lad dem køle af på pladen. 

ROYAL ICING Denne opskrift er på hvid glasur, så kommer du f.eks. flydende frugtfarve i, skal du bruge lidt mere flormelis. Men pas på, glasuren ikke bliver for tyk, så kan du nemlig ikke ”tegne” i den. 
½ dl pasteuriseret æggehvide (1 bæger) 
ca. 150 g flormelis 
evt. farve

SE HER HVORDAN DU PYNTER (det er tidligt på sæsonen, så jeg er ikke helt så skarp, men man fanger vist ideen :-))
 
FORSLAG TIL PYNT: knuste bolsjer 
små chokoladepastiller 
sukkerkugler 
guldstøv 
sølvkugler 
spiseligt glimmer 
glimmersukker 
perlesukker 
krymmel 
og meget andet 
Rør æggehvide og flormelis sammen. Kom evt. farve i, eller del glasuren i to portioner, og lav den ene farvet. 
Pynt kagerne ved først at tegne omridset af kagen op, fyld ud med glasur. Pynt med en ny farve glasur ovenpå. Brug evt. en tandstik til at lave mønstre. 
Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

mandag den 14. november 2011

Linsesuppe a la mormor

JA, sgu! Næsten en guleærter. Men med røde linser (fordi det er det jeg har i mit køkken, så det er nemmere). Men er du til møllerens, så gør som du plejer. Min suppe er ikke så tyk som ærter. men for filan begge dele er skønne!!!


Opskriften er til 2 personer.




1 dl røde linser - flere hvis du vil have den "ærte-tyk"
1 stort, hakket løg 
1 spsk. olivenolie 
2 stilke bladselleri i tynde skiver 
1 l kogende grøntsagsbouillon, gerne Herbamare
salt og peber
ENDVIDERE: 
1 håndfuld plukket 
bredbladet persille 
1 rødløg i tynde skiver 
1 æble skåret i små terninger 
æbleeddike
TILBEHØR: 
2 gode, ristede pølser 
groft brød 

Skyl linserne, og lad dem dryppe af. Sautér løget i olivenolien i en varm gryde. Kom linserne på. Ingen af delene skal tage farve, men må gerne sautere i et par minutter. Kom bladsellerien ved, og sautér i yderligere 1 minut. 
Hæld den kogende bouillon på, og lad suppen snurre under låg i 25 minutter, eller til linserne er helt udkogte. Blend suppen, og smag den til med salt og peber. Vend persille, løg og æble med en smule eddike. Anret suppen i varme, dybe tallerkener, og top med persillesalaten. Servér straks suppen med gode pølser og groft brød til.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 13. november 2011

Søndagsæg


Jeg er virkelig glad for "rigtig" mad om morgenen (læs: jeg spiser gerne lasagne, kålsalat, misosuppe, andesteg eller hvad køleskabe nu byder på). Men denne morgenmad, er vist simple nok til, at alle vil spise med?

Opskriften er til 2 personer


½ agurk
lidt citronsaft
lidt olivenolie
lidt salt
ENDVIDERE
4 æg
2 spsk. iskoldt vand
lidt salt
1 tsk. smør
100 g røget laks i skiver
1 bundt purløg, fint hakket
TILBEHØR
ristet rugbrød
Skær agurken i super tynde skiver, evt. på et mandolinjern. Vend den med citron, olivenolie og samt og lad den trække mens du laver resten.
Pisk æg, vand og salt og steg æggene i en smule smør, til de er gennemtilberedte, men ikke tørre.
Anret æggene med laks, agurk, purløg og servér med ristet rugbrød til.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 12. november 2011

Bogforum 2011


I går var jeg forbi Bogforum for at lave lidt mad. Køkkenet var to caféborde, så maden var simpel. Men det er min mad jo altid......
Her er opskrifterne fra i går, så hvis du var forbi og smagte noget du ku li - kan du finde opskriften herunder.

Jeg hopper i forklædet. Maria er klar med kålsalat.
KÅLSALAT VIETNAM-STYLE

1/2 dl fiskesauce
1/2 dl limesaft
1 1/2 spsk. sukker
3-4 tsk. hakket rød chili, eller efter smag (men ikke for lidt!)
ENDVIDERE
1/6 hvidkål
2 gulerødder
1 rødløg, i tynde både
1 håndfuld mynteblade
1 håndfuld plukket koriander
½ dl hakkede peanuts
Rør fiskesauce, lime, sukker og chili sammen.
Snit hvidkålen fint og skær gulerødderne i julienne, eller riv dem groft. Vend kål, gulerødder, løg, mynte, koriander og peanuts sammen med dressingen. Smag til – det skal være både stærkt og syrligt. Servér straks eller lad den trække i op til et døgn. 


Smag, smag......



Misomayo
MISOMAYO

4 spsk. mayonnaise 
1 spsk. hvid miso - fås f.eks. på Naturesource.dk
2-3 spsk. limesaft 
2 spsk. soja 
1 spsk. flydende honning 
2 spsk. ristede sesamfrø 

Rør mayonnaise, miso, lime, soja, honing og sesamfrø sammen. Smag til og servér en til sprøde grøntsager, friske forårsruller, salatruller eller på en nudelsalat. 




Stef med citronmazarin

CITRONMAZARINER MED MASCAPONETOPPING
250 g sukker
250 g smør
250 g marcipan, revet
1 økologisk citron, skallen
4 æg
70 g mel
TOPPING
250 g mascarpone
3-4 spsk. lemoncurd
Pisk smør og sukker på robotten eller med en elpisker Tilsæt revet marcipan og fintrevet citronskal.
Tilsæt æggene et af gangen. Tilsæt derefter mel.
Fyld massen i små forme og bag dem ved ca. 170 grader i 10-15 minutter, eller til de er gennembagte.
Hæld citronsaft over kagerne, men de stadigvæk er varme. Lad kagerne køle helt af.
Rør mascarponen med lemoncurd og sprøjt den på de afkølede kager med en sprøjtepose, eller smør den på med en palet.
Servér straks.

Opskrifter: Louisa Lorang
Foto: Stef