Søg i denne blog

onsdag den 23. marts 2011

Sandwich med laks og wasabi-mayo

Spis sandwichen som hurtig aftensmad eller som frokost! - og prøv også wasabi-mayoen som dip til dine grøntsager. - Husk nu at bruge en god laks!

Opskriften er til 2.
300 g laks uden skind og ben
lidt mel
1 æg, pisket
3-4 spsk. sesamfrø, gerne både gule og sorte
olie til stegning
ENDVIDERE:
2 spsk. mayonnaise
3-4 tsk. wasabi, efter smag
1 spsk. limesaft
salt
1 agurk
2 gode grove sandwichboller
2 hjertesalater, plukket
limebåde
Del laksen i 2-4 stykker, og krydr med lidt salt. Vend dem i mel, æg og til sidst sesamfrø, og rist dem i olie på en middelvarm pande.
Rør imens mayonnaisen med wasabi og limesaft, og smag til med salt.
Skær 8-10 skiver af agurken og skær resten i stave. Flæk bollerne, og smør dem med wasabi-mayo. Fyld salat, agurk og laks i, og servér sandwichen med limebåde og agurkestave.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

søndag den 20. marts 2011

Kuller på syndig perlerug

Brug perlerug eller perlebyg til en risotto-wanna-be. 
Især perlerug er sunde og begge dele smager helt fantastisk.  Mascarponen gør det hele dejligt cremet!

Opskriften er til 2 


1 dl perlerug
salt
1 porre i tynde skiver
lidt smør
125 g mascarpone
50 g revet parmesan
200 g babyspinat
ENDVIDERE:
300 g kuller uden skind og ben (el.a. hvid fisk)
lidt olie til stegning
flagesalt
citronbåde
lidt plukket dild
Skyl perlerugen, og kog den mør i letsaltet vand. Det tager ca. 20 minutter. Dræn vandet fra, men gem det. Sautér porren i lidt olie i en varm gryde – den skal ikke tage farve, bare blive blød og klar. Kom perlerugen ved, og tilsæt 1 dl kogevand sammen med mascarpone og parmesan. Lad det varme kort igennem. Kom spinaten i, og lad den akkurat falde sammen. Smag til med salt og peber.
Del imens fisken i 2-4 pæne stykker, og rist dem i lidt olie på den ene side på en varm pande, til de er næsten gennemstegte – det tager 3-4 minutter. Tag panden af varmen; vend fisken, og lad den stege færdig på eftervarmen. Krydr med flagesalt.
Servér rug-otto med ristet fisk og citronbåde, og top med dild.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

lørdag den 19. marts 2011

Tærte med søde kartofler

Jeg ved det! Det er totalt 80'er-mad. Men jeg kan virkelig godt li' tærte!

Tærten er til 2-3 personer.


100 g koldt smør i terninger
200 g groft mel
1 tsk. salt
1-2 spsk. koldt vand
smør til formen
ENDVIDERE:
500 g søde kartofler
2 spsk. plukket timian
2 dl drænet yoghurt
1 æg

150 g feta
salt og peber
75 g revet tør ost, f.eks. gruyere
TILBEHØR:
100 g blandet salat
olie og eddike
Ælt smør, mel og salt sammen, til det har konsistens som brødkrummer (nemmest med foodprocessor), og saml dejen med koldt vand.
Smør en 23 cm stor tærteform, og pres dejen ud i formen. Prik med en gaffel, og bag den ved 185° i 8-10 minutter. Tag den ud, og lad den køle lidt af.
Skræl imens kartoflerne, og skær dem i ca. 1 cm store terninger; vend dem med timianen. Pisk yoghurt og æg sammen. Smuldr fetaen, og kom den i æggemassen sammen med kartofler og timian
. Krydr med salt og peber. Fyld det hele i den forbagte tærtedej, og top med revet ost. Bag tærten ved 185° i ca. 50-60 minutter, eller til den er gylden og gennembagt, og kartoflerne er møre.
Servér den med salat vendt med en smule olie og eddike.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

fredag den 18. marts 2011

VIND VILD MED HVERDAGEN PÅ FACEBOOK

I dag kan du vinde min bog på facebook.....

Tjek det ud
HER



Og god weekend for pokker!

onsdag den 16. marts 2011

Oksekødssalat med svampe

Det her er lynhurtig aftensmad. Lav gerne salaten med en rest af steg - det går endnu hurtigere, og det er en fed måde at bruge en rest kød på hvis man ikke orker biks.

Opskriften er til 2 personer.



2 gode bøffer (ca. 300 g i alt)
lidt olie til stegning
200 g østershatte
200 g portobellosvampe
lidt olie til stegning
salt1 spsk. plukket timian
ENDVIDERE:
1 radicchio, strimlet
100 g blandet salat
1 rødløg i tynde både
olivenolie
æbleeddike
groft brød
Rist bøfferne i olie på en varm pande, til de er rosa. Krydr dem med salt og peber. lad dem trække i 10 minutter og skær dem derefter i skiver.Skær imens den nederste del af stokken på østershattene fra, og kassér den. Pluk østershattene i grove stykker. Skær portobellosvampene i skiver. Rist svampene i olie på en varm pande, til de er gyldne. Krydr med salt, og kom timianen ved.
Vend salat og rødløg med lidt olie og eddike, og krydr med salt. Anret salaten toppet med lune svampe og skiver af bød.
Giv groft brød til.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

torsdag den 3. marts 2011

Stegt lever med lune løg

Jeg er IKKE en gammel mand! 
Men jeg kan virkelig godt li' stegt lever. Jeg får det sjældent, for ingen af dem der spiser med fra mit køkken, vil have lever. 
En skam!
Spis den let rosa og med disse syrlige løg - så bliver du forhåbentlig glad!

Opskriften er til 2


1 spsk. dijonsennep
2 spsk. æbleeddike
3 spsk. olivenolie
½ lille hvidkål
1 æble
salt
ENDVIDERE:
2-3 bananskalotteløg
1 spsk. flydende honning
2 spsk. æbleeddike
salt
1 håndfuld plukket timian
300 g kalvelever i skiver
en smule olie
salt og peber
TILBEHØR:
½ kg ristede kartofler
Rør dijonsennep, æbleeddike og olivenolie sammen. Snit kålen fint, og skær æblet i tynde strimler. Vend begge dele med dressingen, og smag til med salt.
Skær løgene i tynde skiver, og kom dem i en kasserolle med honning, æbleeddike og lidt salt. Lad det koge op, tag kasserollen af varmen, og vend timianen i løgene.
Rist leveren i lidt olie på en varm pande eller grillpande, og krydr med salt. Den skal bare have et minut eller halvandet på hver side, så den er rosa i midten. Krydr med salt og peber
Servér lever med lune løg, kålsalat og ristede kartofler.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto:Anders Schønnemann

onsdag den 2. marts 2011

Fastelavnsboller a la Aarstiderne

Det er næsten fastelavn - og Sanne Venlov og jeg har lavet to slags fastelavnsboller.
Tjek dem ud her:


FASTELAVNSBOLLER


Aarstidernes fastelavnsboller
24 små boller
Dej

3,5 dl mælk
100 g smør
42 g gær
450 – 500 g hvedemel

½ tsk salt

50 g sukker
Endvidere
1 æg, pisket med 2 spsk. koldt vand, til pensling
Fremgangsmåde
Smelt smørret og lad det køle af. Opvarm mælk til den er lunkent. Rør gæren ud i mælken. Sigt mel, salt, sukker ned i skålen til mælken og rør det smeltede smør i. Ælt til en glat dej. Hvis dejen er for fugtig, tilsættes lidt mere mel. Lad dejen hæve 30-45 minutter. Ælt dejen igennem på meldrysset bord. Del den i 12 stykker og rul dem til fine ensartede boller. Sæt dem på en plade med bagepapir og lad bollerne efterhæve lunt i ca. 30 minutter. Pensl fastelavnsbollerne med sammenpisket æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 225° C i 12-15 minutter. Lad bollerne køle af inden du fylder dem med creme og pynter dem.
Den feminine
Fastelavnsboller med rosenskum og rødbedeglasur
12 små fastelavnsboller
3 dl piskefløde
1-2 spsk. flormelis
2-3 spsk. rosenvand
Glasur
1 spsk. fløde
1 spsk. rødbedesaft
2,5 dl flormelis
Flæk fastelavnsbollerne. Pisk fløden til blødt skum og pisk flormelis og rosenvand i. Rør fløde med rødbedesaft og rør flormelis i til glasuren er blank og har en dejlig tæt, men ikke tyk konsistens. Fyld rosenskummet i bollerne og top med rødbedeglasur. Server straks eller lad bollerne stå koldt indtil servering.
Den maskuline
Fastelavnsboller med sveskeskum og cognac
150 g svesker
1 dl cognac
3 dl piskefløde
1 -2 spsk. flormelis
Endvidere
12 små fastelavnsboller
flormelis
Hak sveskerne ret fint og kom dem i en skål med cognac. Lad dem trække i mindst 1 time, eller gerne natten over i køleskabet. Pisk fløden til blødt skum og pisk flormelissen med til sidst. Blend sveskerne med cognacen og vend forsigtigt svesker og flødeskum. Flæk bollerne og fyld dem med sveskeskum. Drys bollerne med flormelis og servér straks eller sæt dem koldt indtil servering.

Opskrift: Sanne Venlov & Louisa Lorang