Søg i denne blog

lørdag den 1. januar 2011

Vågn-op-juice



Så er det vist tid til at vågne op. 
Start dagen/året med en frisk juice, der ikke kræver en saftpresser, men kan klares på en blender.
Du kan evt. komme aloe vera-juice i. Køb det i helsekosten, eller lav også gerne juicen uden.
....øhhhhhh - og man kan godt spise pølser og æg til!


Opskriften er til 2 personer





1 æble
2 stilke bladselleri
2 dl isterninger
1 tsk. revet ingefær
2 dl friskpresset
appelsinjuice
saft af 1 pink grapefrugt
evt. et par skefulde aloe vera-juice
 
Skær æblet i kvarter, og fjern kernehuset. Skræl bladsellerien, det behøver ikke være så omhyggeligt, og skær stænglerne i grove stykker. Kom æble, bladselleri, isterninger, ingefær, appelsinjuice og grapefrugtsaft i en blender, og blend. Servér straks. 



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

torsdag den 30. december 2010

Torsk med rogn og asparges

Slet, slet ikke i sæson. Men det er jo nytår og måske man slet ikke kan undvære asparges? Stenbiderrogn kommer snart, fås på frost mens vi venter. Eller brug ørredrogn  i stedet - så kan du godt nøjes med lidt mindre. 


Opskriften er til 2 personer.




Madplan


3 spsk. cremefraiche
1 tsk. dijonsennep
1-2 spsk. citronsaft
½ bundt dild, hakket
100 g renset stenbiderrogn
(eller f.eks. ørredrogn)
salt
300 g torsk uden skind og ben
lidt smør
salt
ENDVIDERE:
2 bundter forårsløg
1 dl vand
1 spsk. smør
salt
½ bundt dild, plukket
TILBEHØR:
400 g ristede kartofler
citronbåde
Rør cremefraichen med dijonsennep, citronsaft, hakket dild og 2 spiseskefulde af stenbiderrognen. Smag til med salt. Del fisken i to stykker, og læg dem på bagepapir. Top med en smule smør og salt, og bag den ved 200°, til den er akkurat gennemtilberedt. Du kan se det ved, at lamellerne nemt falder fra hinanden. Skær bund og top af forårsløgene, og skær dem over på
midten. Vask dem grundigt, og kom 1 dl vand, 1 spiseskefuld smør og lidt salt på en dyb pande, og lad det koge op. Kom forårsløgene i, og lad dem dampe under låg i 2-3 minutter.
Anret løg med torsk, rogncreme, stenbiderrogn og dild, og servér straks med ristede kartofler og citron.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Torsk med porre

Eller er dette din nytårstorsk?


Opskriften er til 2 personer.





300 g torsk med skind, uden ben
lidt olie til stegning
2-3 porrer
2 dl vand
1 spsk. smør
salt
50 g smuttede mandler
TILBEHØR:
500 g ristede kartofler
citronbåde
Skær porrerne i aflange stykker, og skyl dem grundigt. Kog vand, smør og salt op, og damp porrerne i 3-4 minutter. Kom mandlerne i det sidste minut.
Del torsken i to pæne stykker, og rist dem med skindsiden nedad i lidt olie på en varm pande. Lad dem stege næsten færdige på skindsiden. Tag panden af varmen, vend fisken, og lad den stege færdig på eftervarmen. Krydr med salt.
Anret torsken på dampede porrer, og servér med ristede kartofler og citronbåde.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Torsk med æble og rosenkål

Enkelt og nemt og måske din nytårstorsk?
Opskriften er til 2 personer.





300 g torsk i filet, uden skæl og ben
lidt olie til stegning
flagesalt
ENDVIDERE:
1 spsk. smør
1½ dl vand
salt

2 spsk. citronsaft
300 g rosenkål, halverede
TILBEHØR:
plukket dild
1 æble skåret i miniterninger
olie og eddike til dilden
groft brød eller ristede kartofler
Del fisken i pæne stykker, og steg den med skindsiden nedad i lidt olie på en varm pande. Lad den stege næsten færdig på skindsiden. Tag panden af varmen, vend fisken, og steg den færdig på eftervarmen. Krydr med salt.
Kom imens smør, vand, salt og citronsaft i en sauterepande, og lad det koge op. Kom rosenkålene i, og lad dem dampe under låg i 2-3 minutter.
Anret rosenkålen med væde i dybe tallerkener. Læg torsken ovenpå, top med dild og æble, og servér straks med groft brød  eller ristede kartofler til.



Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

fredag den 24. december 2010

Syndige skumfiduser

Lad familiens børn eller barnlige lave disse super nemme skumfiduser, mens resten af julemiddagen tilberedes :-) 

Rigtig glædelig jul!!!!

Opskriften giver en hel buket tøse-skum.



1 pose skumfiduser, 150 g (gerne Rocky Mountain)
små træspyd
200 g mørk chokolade, smeltet
50 g tørrede hindbær
Sæt skumfiduserne på spyd og dyp dem i chokolade og derefter i hindbær. Lad chokoladen størkne og servér til familiens mest sukkerlystne.


Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

torsdag den 23. december 2010

Helstegt and

Så er det jul, plads til and og sul!
Hos os spiser vi igennem hele året, så julen er ikke meget anderledes. Og vi skammer os aldrig......

Opskriften er til 4-6 personer, afhængigt af tilbehør, sult og om I skammer jer?!



1 and – allerhelst en lille øko en af slagsen, ca. 2800 g
1 lille surbrød med kommen
2 æbler, i terninger
150 g svesker, groft hakkede
100 g valnødder, hakkede
50 g smør
flagesalt
lidt mere smør og flagesalt
Tjek anden for grumme fjer og klip gerne lidt af fedtet fra ved gumpen. Tag brødkrummen ud af brødet og bland det med æbler, svesker, valnødder og smør. Krydr fyldet med salt og kom det ind i anden. Luk den med lidt kødsnor eller en kødnål.
Gnid anden ind i flagesalt og læg små smørklatter på den. Sæt den på en rist, med en bradepande under og sæt den ind i en kold ovn og tænd ovnen til 150 grader. Lad anden stege i ca. 3½-4 timer.
Tjek ved låret om den er færdig. Låret skal løsne sig fra resten af fuglen. Hvis skindet ikke er helt sprødt kan du skrue helt op for ovnen og afslutte med grill de sidste minutter – hold øje med den.
Lad anden trække i 15-20 minutter inden du skærer den.
Servér anden med rødkål, kartofler, salat, slaw eller det hele. det er jo jul!

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

onsdag den 22. december 2010

Vaniljekranse

Som en vaniljekrans skal være, sød, sprød, fuld af smør og vanilje og med et strejf af salt.
I LOVE IT!


Opskriften giver 40-50 styk





60 g mandler
300 g mel
1 knsp. salt
½ tsk. hjortetaksalt
1 stang vanilje
150 g sukker
225 g koldt smør
1 lille æg, pisket
Hak mandlerne helt fint til mandelmel i en foodprocessor eller en minihakker. Bland mandelmel, mel, salt og hjortetaksalt. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og bland dem med sukkeret. Bland vaniljesukkeret i melblandingen, og ælt smørret i, enten i hånden eller i foodprocessoren. Dejen skal have konsistens som brødkrummer. Saml dejen med sammenpisket æg. Det er ikke sikkert, at du skal bruge hele ægget
Fyld dejen i en sprøjtepose med en mellemstor tylle i, og sprøjt lange baner kagedej ud. Skær dem i 11-12 cm lange stykker, og form dem til vaniljekranse.
ELLER sæt dejen koldt i 30 minutter, og kør den igennem kødhakkerens vaniljekranseplade. Bag kagerne i 7-8 minutter ved 200°.




Af: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann