Søg i denne blog

tirsdag den 18. januar 2011

Spareribs med søde kartofler

ÆLSKER spareribs! Se her hvordan du laver dem  - eller følg opskriften herunder


Kan du ikke skaffe røget salt, så brug røget paprika. Kan du heller ikke skaffe det, så lav dem alligevel. Du skal nok blive glad!


Opskriften er til 3-4 personer.



RUB
½ dl muscovardosukker eller brun farin
2 tsk. salt, gerne røget
1 spsk. tørret oregano
2 tsk. stødt spidskommen
1 spsk. sød paprika
½-1 tsk. cayennepeber
ENDVIDERE
1½ - 2 kg svineribben
4-6 søde kartofler
lidt olie
salt
cremefraiche
hakket purløg

Bland sukker, salt, oregano, spidskommen, paprika og cayenne sammen. Skær benene over i passende stykker og fordel dem i et par store fryseposer. Fordel rubben på kødet, luk poserne og gnid rubben godt ind i kødet. Luk poserne tæt og lad dem trække natten over i køleskabet.
Læg benene på bagepapir på bageplader og steg dem ved 150 grader varmluft i 2-2½ time, eller til de er helt møre. Vend dem et par gange undervejs.
Skær kartoflerne over på midten, dryp dem med lidt olie og krydr dem med salt. Bag dem med den sidste time af stegetiden.
Anret de bagte, søde kartofler med cremefraiche og hakket purløg (+ smør også, hvis du er en gris), og servér straks til de møre spareribs.

Opskrift: Louisa Lorang

4 kommentarer:

  1. Hej Louise,

    spændende blog du har her, helt klart nogen opskrifter der må prøves! Vi er abonnenter på 3 måltider for 2 personer, og har nydt at følge dine opskrifter og lære nye råvarer at kende. Dog vil jeg lige bede dig om at overveje hvor vidt du vil anbefale at vi spiser den fisk vi får derfra rå: Filetterne i sidste uge var hvid-gule, bløde i kødet, lugtede dårligt og en stor fed orm vinkede til os når vi vendte dem om. I denne uge var laksen meget mørk i kødet, med mørkere pletter, og lugtede ikke frisk. Og ja, jeg har notificeret Årstiderne om dette. Udover det er vi dog rigtig glade for konceptet :D

    SvarSlet
  2. Hej.

    ADDDDDRRRRRRR!!!! Det lyder helt vildt ulækkert! Håber at I smed det ud. Giv endelig Aarstidene besked om begge dårlige fisk, så I kan få dem refunderet.

    Du bør som udgangspunkt aldrig spise fisk rå, som ikke har været frosset (det har detikke fra Aarstiderne). Men jeg må indrømme, at når jeg får dejlig FRISK laks, så kan jeg godt lide at den er lidt undertilberedt og lidt pink i midten. I dit tilfælde her: Smid det ud og klag :-)

    Hav en skøn weekend,

    Kh Louisa

    SvarSlet
  3. Hey :-)

    Du lavede for nogle uger siden er sød kartoffel og vendte dem i olie noget andet inden i kom i ovnen. Hvad kan simpelthen ikke finde opskriften nogen steder.

    God dag til dig :-)

    Mvh Suzi

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Suzi.
      Jeg lavede dem i Go Morgen som en del af en ugeplan. Vil du se hele ugeplanen kan du finde dem på go.tv2.dk/opskrifter

      Opskriften er til 2 personer og kommer her:


      BØFFER MED BEARNAISESMØR OG SØDE FRITTER
      (30 minutter)

      3 søde kartofler
      olivenolie
      2 spsk. mel
      1 tsk. paprika
      lidt cayennepeber
      salt
      lidt mere olivenolie
      BEARNAISESMØR:
      3 spsk. blødt smør
      ½ tsk. dijonsennep
      1 spsk. hakket estagon
      salt
      ENDVIDERE:
      2 flotte bøffer
      lidt olie til stegning
      salt og peber
      TILBEHØR
      syltede løg fra onsdag
      salat (f.eks. med radiser, gulerødder, bladselleri og rødløg)
      Skrub kartoflerne og skær dem i stave. Vend dem med en smule olie. Bland mel, paprika, cayenne og salt sammen og vend kartoflerne med melblandingen. Bred dem ud på en bageplade og steg dem ved 220 grader i en varm ovn i ca. 30 minutter. Afslut gerne med grill og dryp med lidt olie undervejs.
      Rør smør, sennep og estragon sammen og smag til med salt. Steg bøfferne i lidt olie på en super varm pande. Krydr dem med salt og peber.
      Top bøfferne med bearnaisesmør og servér straks med syltede løg, salat og søde kartofler.

      Kh L

      Slet